639
28de September, udstedte Kong Haakon to Retterbøder for Haalogaland, den ene angaaende Udredelse af Ledingsskibe, den anden forbydende unødvendigt og utidigt Ledings-Udbud, eftersom Sysselmændene dersteds havde havt for Skik at opbyde Leding to, tre eller flere Gange om Aaret, uden skjellig Grund, men blot for at berige sig selv.[1] De Paaskud, under hvilke Sysselmændene opbød Ledingen, have uden al Tvivl været foregivne Anfald af Russer og Kareler; men Haakons Retterbod viser, at disse Anfald paa den Tid, rimeligviis ved Kongens kraftige Foranstaltninger, maa have været sjeldnere. Efter al Sandsynlighed har det derfor ogsaa været ved denne Tid, at Fæstningen Vardøhuus, eller som den rettere burde kaldes Vargøhuus (Vargeyjarhús), blev anlagt. Vistnok omtales i Annalerne et Anfald af Russerne paa Haalogaland ved 1316, men i den Pavebulle af 1326, som nedenfor skal omtales, heder det dog udtrykkeligt, at det især var efter Kong Haakons Død, at Russerne og Karelerne hjemsøgte Norge.
At Forholdene mellem Rusland og Norge paa denne Tid virkelig vare indviklede, og at Tilværelsen af Fællesdistrikter, det vil sige Distrikter, hvor der fra begge Sider krævedes Skat, endog saagodtsom officielt anerkjendtes, viser den Notits om Enemerkerne mellem Norge og Rusland, som findes optegnet i et Par norske Lovbøger, allerbedst i Pergamentscodex No. 114 qv. i den arnamagnæanske Haandskriftsamling, hvor den er skreven med en Haand fra Aarene omkring 1330–1340, strax efter det store, saavel i „Norges gl. Love“ som i „Annaler for nord. Oldkyndighed 1844 trykte, Grændseskjel mellem Norge og Sverige. Da det i denne Notits heder, at Enemerkerne ere optegnede efter hvad gamle Bumænd og Finner havde sagt og endnu sagde, maa den der angivne Status quo idetmindste henføres til een Generation højere op end Nedskrivningstiden, altsaa til henved 1300–1310. Ved denne Optegnelse maa vi her dvæle nærmere, deels fordi den i og for sig er af Vigtighed, deels fordi der i saa lang Tid har hersket fejlagtige Forestillinger om dens Ælde. Den ældste og bedste Afskrift af den findes, som nys omtalt, i den arnamagnæanske Codex 114 qv., der ifølge Arne Magnussøns egenhændige Optegnelser udgjorde en Deel af den nu med No. 322 fol. betegnede Gulathings-Lovbog, førend han erhvervede den og skilte de enkelte Dele, hvoraf den samlede Codex bestod, fra hinanden. Af Antegnelser i Lovbogen selv og
- ↑ Norges gamle Love, III. S. 112, 113.
