623
Jötnerne; allerede Goterne havde deres Anses, Angelsaxerne vide nok at fortælle om Eotenas (Jötnerne) og Ése (Aserne); i Tydskland høres og stundom om en Ezzan (Jötun). Forfatteren maatte her conseqvent antage, at der ogsaa i Tydskland og England havde været Finner, som kunde kaldes Jötner, og at de tydske Anser ere det samme,gotiske Folk“, der i Norden dyrkede Odin; paa den Maade maatte der, da der overalt, hvor Germaner fandtes, ogsaa var Tale om Anser eller Aser, tilsidst ingen Folk blive tilbage, som dyrkede disse Aser, men Aserne bleve selv det hele Germanerfolk. Sagen er den, at Forfatteren, ligesom saa mange andre, der have behandlet disse Materier nærmest efter nordiske Kilder og uden at tage tilbørligt Hensyn til de øvrige germaniske Folks ældste Sagnoptegnelser, reentud har glemt, at Odin, Aserne og Jetterne ikke er Skandinaviens eller Nordens, men den hele Germanerverdens fælles Ejendom. Dette er en Omstændighed, man ikke uden at udsætte sig for at begaa de største Vildfarelser kan forglemme, og vi kunne ikke nok indskærpe især danske og svenske Historikere og Ethnographer at vogte sig for denne altfor ofte indtræffende Forglemmelse. Vi fremsætte i den Anledning et Forslag, ved hvis Efterfølgelse Forglemmelsen visselig bedre [vil] kunne undgaaes, nemlig at man – hvad der ogsaa i og for sig selv er det rigtigste – ved at omtale vore Forfædres hedenske Religion i Almindelighed, uden særeget Hensyn til den nordiske Nationalitet, betjener sig ej af specielt nordiske, men af fællesgermaniske Benævnelser; at man f. Ex. ikke taler om Odins-, men om Vodans-Dyrkelsen; ikke om Aser, men om Anser, ikke om Jetter eller Jötner, men om Itaner o. s. v. Derved vilde man strax komme paa det rette Almindelighedens Standpunkt og stadigt mindes om, at de nordiske Myther, ligesaavel som Navnene, kun ere de for Norden særegne Former, under hvilke de almeengermaniske Myther fremtræde, og følgelig, at disse Myther i deres oprindelige Form ej tilhøre Norden alene, ligesaalidt som de ethnographiske Resultater, de muligviis kunne afgive, udelukkende vedkomme Norden.
En Fejltagelse, hvori Forfatteren ligeledes ved at følge Forgængere har gjort sig skyldig, er hans Tale om en Bestemmelse i den norske Hirdskraa, at Ingen, som nedstammede fra Trold, maatte beklæde nogen Ærespost. Thi en saadan Bestemmelse findes aldeles ikke i Hirdskraa. Den er, saavidt vides, allerførst bleven omtalt af den svenske Lærde Neikter i en Disputats de gente antiqua Troll, men i denne Disputats, som vi selv
