620
de græsk-romerske Betegnelsesmaader, da maa Navnet „Germanisk“ være det ene rigtige, thi Romerne forstod under „Germaner“, hvad man af Tacitus noksom erfarer, saavel nordiske Folk (t. Ex. Suiones), som tydske; men hans „Gotones“ udgjør en Underafdeling af Germanerne, sideordnet med Suiones, med Chatti, Chauci, o. fl. Og undersøger man Goternes os gjennem Ulfilas’s Bibeloversættelse bekjendte Sprog, da finde vi ogsaa, at det ej staar i noget saadant Forhold enten til de ældste nordiske, eller de ældste tydske, at det kan siges at være Modersprog til noget af disse, men mærke snart, at det med alt sit Slægtskab til dem tilhører en særegen Green, der dog staar de tydske lidt nærmere end de nordiske; og at deres Navn saaledes under ingen Omstændigheder kan være tjenligt som Stammenavn. Man vilde ellers, og vil efter Forfatterens Udtryksmaade, kunne faa ud, at der fandtes Goter, som ikke vare Goter. Den lettiske Stamme kalder Forfatteren den æstiske, deels efter Tacitus’s Æstyi, deels (sandsynligviis) efter Wulfstans Éste. Men ligesom det hidtil ikke er lykkets at udfinde, om Tacitus’s Æstyi skulle regnes blandt Germanerne eller ej, og om de i sidste Fald ikke snarest ere at regne til de finske Folkeslag, saaledes er det paa den anden Side temmelig vist, at deres Navn, ligesom Bøhmernes, har klæbet ved Egnen og er gaaet i Arv til de Folkeslag, der efter hinanden optog Østersø-Egnene østenfor Weichsel, indtil den endelig i de senere Tider efterhaanden indskrænkedes til Kystlandet ved den finske Bugt; Navnet er saaledes ikke egentlig betegnende som Stammenavn. Det er neppe heller adæqvat, naar Forfatteren til at betegne den Hovedstamme, hvortil hans Æster og Slaverne høre, vælger Navnet Vender, thi man vil vistnok ikke finde noget Sted i de ældre Skrifter, hvor Letterne ere regnede blandt de vendiske eller slaviske Folk. De staa dem nærmest, det er sikkert nok, blandt alle de europæiske Folkestammer, og de høre umiskjendeligt til een og samme særegne Folkeklasse, men den lettiske Stamme staar ikke i noget Affiliationsforhold til den slaviske eller vendiske; de ere hinanden ganske sideordnede. Regne vi, som vi ovenfor antydede, baade de af Forfatteren saakaldte vendiske og thrakiske Stammer kun som Grene af een Hovedstamme, den skythosarmatiske, da vil naturligviis ogsaa den saakaldte æstiske eller lettiske blive en Green af denne, og det vil da maaskee og fremstille sig som det sandsynligste, at vi i de nuværende Letter og Litauer have
