617
derfor aldrig hos os kan omfattes med den Kjærlighed, der ene vorder et virkeligt Nationalsprog til Deel. Vi have derfor hos os, hvad Nutiden angaar, lært at skjelne mellem Sprog og Nationalitet, og overhoved lært at anvende en vis Skepsis, hvor der handles om Nationalitet ligeoverfor de Fordringer, som den højere Civilisation stiller til et velordnet Statssamfund. Vi ville naturligviis her ej gaa i Rette med Forf., ligesaalidt som med hans øvrige Landsmænd, naar de tillægge Nationaliteten en saa absolut Berettigelse, som den ovenfor omtalte, og naar de indtil det Yderste værne om deres skjønne Sprog, for hvilket vi – i Forbigaaende sagt – ikke tro der er den Fare forhaanden, som man i Danmark sædvanligviis er saa tilbøjelig til at antage; vi ville blot bemærke, at Forf., under sine Bestræbelser for at paavise Nationaliteternes Uforgængelighed, deels er kommen til at see lidt mere, end der virkelig er at see, eller at opfatte Forholdene mere efter sit Ønske og sine forud opgjorte Theorier end efter den tørre Virkelighed, deels synes at være kommen i en vis Modsigelse med sig selv, idet et Beviis for, at Nationaliteten kan vedligeholde sig trods Sprogforandring, tillige er et Beviis for, at Sproget ikke er det Væsentlige til at constituere Nationaliteten. Det er imidlertid ej vor Mening, her at tage alt i den strengeste Mening, eller at lægge an paa at fange Forfatteren i hans Conseqvenser; vi vilde kun med faa Ord antyde, hvad vi ansaa for vel meget at være Forfatterens Kjephest, idetmindste hvad de nyere Tider angaar. Thi med de ældre Tider er det en anden Sag; jo længere man stiger op i Tidens eller rettere i Kulturens mere primitive Regioner, desto mere exklusiv bliver enhver Nation, desto inderligere er Sproget forbundet med Nationaliteten, og desto umiddelbarere et Udtryk af denne.
Med Hensyn til de europæiske Folkestammers Fremrykken i Europa seer man af Forfatterens Oversigt, at han ogsaa i det Hele taget bekjender sig til den af tidligere Granskere, især af Grimm, fremsatte Mening, at de Folkestammer, der nu, og lige fra vor Tidsregnings Begyndelse af, beboede Mellemeuropa, stedse have indtaget omtrent den samme Plads i Rækken, som nuomstunder, det vil sige, at Kelterne altid have siddet længst i Vest, derpaa Germanerne, efter dem Littauerne og Slaverne, og at disse trende Hovedstammer efterhaanden have flyttet sig længere og længere mod Vest, idet de tillige, fornemmelig Germanerne, ogsaa udbredte sig mod Norden. Men det er derhos,
