552
Hr. Allen udleder fra Norges Provindsforhold dets Mangel
paa traktatmæssig Ret til historiske, Papirer ældre end 1380
eller 1537. Jeg behøver her kun atter at minde om Forpligtelserne
i Unionskongernes Haandfæstninger og om den faktiske
Udlevering af endeel af hine Aktstykker. I denne Anledning
lader Hr. Allen falde nogle Ord om, at Udleverelsen er
skeet af Fejltagelse, men som Gjenstand for denne Fejltagelse
anfører han dog kun nyere Arkivsager, navnligen de danske
Bergværkspapirer, over hvilke han næsten gjør ligesaamange
Ophævelser som forhen over Münchener-Papirerne. Han veed
imidlertid ikke med Vished, om de virkelig ere afgivne til
Norge, ligesaalidt som jeg veed nogen Besked om den Sag.
Men saameget tør jeg sige, at hvis de virkelig forefindes i vort
Arkiv, vil man neppe holde paa dem, men tvertimod med Glæde
blive dem kvit, thi der er nok at tage Vare paa, om man ej
belemrer sig med uvedkommende Sager. Vor Ret til vore egne
ældre Diplomer, der aldrig skulde have været udførte fra Norge,
eller idetmindste ifølge Haandfæstningerne burde have været
gjengivet, ville vi derimod aldrig opgive. Og Hr. Allen indrømmer
jo nu ogsaa, at Billigheden taler for, at disse Dokumenter,
overhoved saadanne, „der ret egentlig og udelukkende
angaa Norge, uden at have nogen Vigtighed og Interesse for
Danmarks Historie*, overlades til Norge. Denne Indrømmelse
af en Mand med saadanne Grundsætninger som Hr. Allen er
mærkelig nok, men han maa ej fortænke os i, at vi ikke skjøtte
om at modtage som Naade, hvad vi kunne fordre som Ret.
Hr. Allen klager over den Parallel, jeg har draget mellem Maaden, paa hvilken Norge mistede sin Selvstændighed i 1537, og den, hvorved Ungarn underkastedes af Østerrig i forrige Aar. Han finder den egnet til at nære og vække hadefulde Følelser og ilde stemmende med Historien. Han søger at modbevise Parallellens Rigtighed ved at udhæve Forskjellen mellem den forholdsvis fredelige Maade, paa hvilken Norge blev undertvunget, og den blodige Krig, der gik forud for Ungarns Underkuelse, saavelsom den grusomme Undertrykkelse, der fulgte efter. Men Enhver vil lettelig indsee, at det, naar Talen er om begge Begivenheder som statsretlige Fakta, ej kommer an paa de ledsagende Omstændigheder, eller rettere, paa den ledsagende Krigs større eller mindre Blodighed. Danmark søgte at forandre en ved tilfældige Familieforbindelser og derpaa begrundede Arveforhold opstaaet Personalunion til et Provinds-
