547
Hænder, hvormed den er skreven, og endelig at faa nøjagtige Facsimilier lithograferede, at man umuligt kunde hjelpe sig med en om end nok saa nøjagtig Afskrift: man maatte have Bogen ved Haanden, saalænge Udgaven var under Arbejde. Men derefter kunde den ogsaa staa i saameget mere uforstyrret Fred paa sin Hylde. Vilde man nu vel laane os den for saa lang Tid, som Udgivelsen vilde medtage? Eller maatte Udgiveren besørge Udgaven i Kjøbenhavn? Vi kunne naturligviis intet vide derom. Men hvad der var billigt, endog uden noget Hensyn til det af Hr. Allen nævnte Fællesskab, men blot paa Grund af Maaden, hvorpaa Bogen er fravendt sin rette Ejer, vil Enhver kunne sige sig selv.[1]
At først en saadan Indrømmelse, som den ovennævnte, vilde betegne et virkeligt Fællesskab, er let at indsee. Det forstaar sig af sig selv, at de samme Rettigheder maatte indrømmes Danske med Hensyn til vore Arkivsager fra Fællesperioden og for de reent danske Dokumenter, der ere ældre end denne. At vi ingen Rettighed kunde have til de reentdanske Sager i Danmark, eller de Danske til de reentnorske i Norge, er klart. Forresten vilde Udlaanene snart komme til at ophøre af sig selv, da den nærmeste Følge af dem vilde blive den, at Alt, hvad der var af nogenlunde Vigtighed, meget snart kom til at blive udgivet i Trykken, og Originalerne selv derved overflødige.
Det er muligt, at saa store Rettigheder, som de her nævnte, aldeles ikke efter hvad man kalder god Bibliotheks-Orden kunde indrømmes Nordmændene – thi da man i Danmark har næsten Alt, og vi næsten Intet, er det klart, at det især er os, som vilde komme til at nyde godt af Indrømmelsen –; men saa skal man heller ikke skuffe sig selv og Andre med klingende Talemaader som Fællesarv, Fællesbenyttelse o. s. v., og erkjende, at vor Fordring paa, hvad der kontraktmæssigen og billigen tilkommer os, idetmindste ikke er ubeskeden og urimelig, om den end kan være ubelejlig, og om man end vægrer sig ved at indrømme den, enten for en Deel eller i sin Heelhed. Man skal ikke undsee sig ved at sige frit ud, at man her benytter sig af den samme Besidderens Ret (beati possidentes), som Hr. Allen paa en vis Maade anker over, at de norske Delingsfuldmægtige
- ↑ Bogen har for omtrent 45–50 Aar siden været udlaant, om man saaledes kan kalde det, til Biskopen i Akershuus, der behøvede den for at eftersee noget om det beneficerede Gods.
