533
indbyrdes oplyse hverandre, samt med endeel andre, der ligeledes angaa specielle norske Anliggender, fra en Tid, da der ikke engang var Personal-Union mellem Norge og Danmark. Hvad kan nu være Grunden til, at ikke ogsaa disse Breve have gjort Følge med de øvrige? Enten at de paa den Tid, da Udleveringen fandt Sted, endnu ej vare fremdragne af deres Kroge, og deres Tilværelse saaledes ukjendt, eller at man ligefrem med en vis Underfundighed har tilbageholdt dem. Men ingen af Delene kan dog begrunde nogen Ret for Danmark til fremdeles at beholde dem, medens Norge er i sin gode Ret, naar det, efterat være blevet var, at Udleverelsen ej i dette Stykke har været saa fuldstændig, som den burde, forlanger, at Sagen berigtiges, og at den hele, Norge tilkommende Masse af reentnorske Dokumenter kommer i den rette Ejers Hænder. Hvad man end vil sige om vore Fordringer paa Dokumenter fra en senere Tidsalder, saa maa dog den, der angaar hine, Danmark aldeles uvedkommende Aktstykker blive en Sag for sig selv, hvorom der ej engang fornuftigviis burde kunne opstaa Tvivl, og hvori der fra dansk Side ej uden den allerstørste Inkonsekvens kan gjøres Indvendinger. Dette er ingen „Retsfordringer af en meget tvivlsom Natur“, og disse Sager besiddes af Danmark ligesaalidet „,med fuld Ejendomsret“, som de, der i 1823 bleve udleverede. Her er hverken Tale om „Billighed“ eller „Byttemidler“, eller noget andet af lignende Slags; der er ej Tale om nogen Ministers større eller mindre Ret til at udlevere det Forlangte uden Rigsdagens Samtykke; det er blot Afgjørelsen af en kontraktmæssig Gjeld, og Danmark har ligesaalidet Ret til at tilbageholde disse Dokumenter, som den, der har laant af mig et Værk paa ti Bind, har Ret til at tilbageholde det tiende, efterat have givet mig de ni igjen.
Jeg veed ikke rettere, end at de heromhandlede Aktstykker ere blandt dem, om hvis Udleverelse Hr. Lange har fremsat en væsentlig og ubetinget Paastand. Men desto besynderligere er det, at Hr. Allen aldeles ikke med et Ord omtaler dem, eller idetmindste, hvis han virkelig har meent dem, slaar dem saaledes sammen med den øvrige Masse af Dokumenter fra Fælleshistoriens Tid, at man skulde tro han meente, at Norge og Danmark altid havde havt Historie fælles. Man skulde saameget mere tro det, eller idetmindste at han ønskede at opvække saadan en Forestilling hos sine Læsere, som han ingensteds i Alt, hvad han hidtil har skrevet i denne Sag, med et
