528
havde man intet andet end Studerestue-Combinationer at hjelpe
sig med; der existerede i Ordets egentlige Forstand ingen
svensk Oldhistorie, førend Sagaerne begyndte at sprede sit Lys
derover; og Personer og Begivenheder med eet fremstod, om
hvis Tilværelse man forhen ikke engang havde drømt.
Om Magister Allens Protest imod Udleveringen af de norske Arkivsager, der endnu opbevares i Danmark.[1]
Da der for et Par Maaneders Tid siden stod at læse i vore Blade,[2] at Rigsarkivar Lange var sendt til Kjøbenhavn for at modtage den endnu resterende Deel af de Arkivsager vedkommende Norge, der ifølge Kielerfredens 21de Artikel skulde udleveres af Danmark, var det at vente, at denne Efterretning maatte vække megen Opsigt blandt de danske Videnskabsmænd, der endnu ikke havde erfaret noget om de desangaaende i længere Tid plejede Underhandlinger. Den nærmeste Virkning af denne Opsigt var hiin Forespørgsel af Pastor Marckmann paa Rigsdagen til Justitsministeren, hvorom der ogsaa i vore egne Tidninger har været tilstrækkeligt meddeelt, og hvis Affattelsesmaade lægger for Dagen, at Spørgeren selv, og rimeligviis de Fleste med ham, havde en aldeles fejlagtig Forestilling om Sagens Beskaffenhed, som om det var en godvillig Afstaaelse, og ingen traktatmæssig Forpligtelse, hvorom der handles. Senere har Magister Allen vidtløftigen og med langt større Sagkundskab begyndt at drøfte dette Anliggende i en Række af Artikler i „Fædrelandet“. Af disse Artikler, der tilsammen skulle danne hvad man kalder en motiveret Protest, foreligger der os allerede trende, der nu ogsaa ere aftrykte i Christianiaposten, og det lader til, at flere endnu ere i Vente. Det kunde derfor maaskee synes noget ubetimeligt, naar vi allerede nu tage til Gjenmæle. Men det maa bemærkes, at der i det allerede Udkomne deels ere visse almindelige Principer udtalte, der ligesaagodt først som sidst kunne besvares, deels ere visse Puncter,
