saare skadeligt paa den germaniske Sprogforskning og bringe den tilbage til et forældet, allerede tilbagelagt Standpunkt, istedetfor at gavne den og bringe den videre fremad. Ikke at jeg jo villigen erkjender, at det, naar de tre foreliggende Skrifter indbyrdes sammenlignes, maa indrømmes, at det tredie i Rækken er bedre eller mindre mangelfuldt end de to foregaaende. Men der er dog intet Spor af, at dette Fortrin hos det sidste Skrift skyldes nogen bestemt, til Klarhed bragt Overbeviisning hos Ff., deels om den af ham tidligere anvendte Fremgangsmaades absolute Uholdbarhed overhoved, deels om at han — hvad nærværende Skrifter noksom lægge for Dagen — mangler de tvende til et saadant Arbejde aldeles nødvendige Reqvisiter, grundigt Kjendskab til de germaniske Oldsprog i Almindelighed og Oldnorsk i Særdeleshed. Der findes ingensteds nogen udtrykkelig Tilbagekaldelse af hvad der tidligere er fremsat; i Fortalen til Skriftet af 1848 (det tredie Skrift har ingen Fortale) henholder Ff. sig endog ligefrem, uden Reservation, til sit første Skrift af 1846; den større Fuldstændighed i Skriftet af 1850 synes virkelig, som vi ovenfor yttrede, hovedsageligt at skyldes den større Lethed ved at tilvejebringe det nødvendige Apparat, og allermindst synes den at kunne betragtes som nogen stiltiende Desavouering af det Foregaaende, eller at afgive nogen Garanti for, at Ff., hvis han fremdeles skulde være tilsinds at behandle det samme Emne, ej vilde komme til at begaa de samme Ukyndighedsfejl og forsynde sig mod Grundreglerne paa samme Maade som hidtil. Man maa i alle Fald indrømme, at de Fremskridt, hvorom maaskee det tredie Skrift kunde synes at vidne, ej staa i nogensomhelst Forhold til de andre fastklæbende Mangler, og vi kunne ej tilbageholde det Ønske, at Ff. endnu havde taget sig nogle Aar til at trænge dybere ind i Materien, eller tilidetmindste at lære Oldnorsk nogenlunde tilstrækkeligt, forinden han skred til at offentliggjøre sine første Forsøg. Denne Opsættelse kunde her saameget heller have fundet Sted, som nærværende Skrifter, efter hvad vi ovenfor have viist, ikke oplyse om andet end forlængst bekjendte Sager, og hvad de indeholde af tilsyneladende nye Opdagelser, fordetmeste er grundet paa fejlagtige Forudsætninger og saaledes i større eller mindre Grad urigtigt.
I Forbindelse hermed maa vi ogsaa ligefrem udtale det Ønske, at den Oversættelse paa Fransk, hvilken Prof. Garcin de Tassy ifølge dette Tidsskrifts 1ste Aarg S. 383 skal have paa-
