bemærkede, taget mere Hensyn til de øvrige germaniske Sprog, end i de to foregaaende. Men dette var her saameget lettere, som netop denne Materie er saa mesterligt og udtømmende behandlet i Grimms deutsche Gramm. III. S. 22, 163 fgg. og 283 fgg., at der ikke lader sig stort tilføje derom. Ff. har her med Rette antydet Slægtskabet af Partiklerne er, ef, at og en med Sanskr. pr. Rel. jas, jâ, jat; en Paapegelse, der dog allerede tildeels er skeet ved Bopp, forsaavidtsom denne (S. 554) paapeger Slægtskabet mellem Got. jabai, Oldn. ef, og hiin Sskr.-Partikel; at Bopp ej kommer til at nævne Oldn. er, at og en, har den Grund, at han overhoved ej befatter sig saameget med Oldnorsken, maaskee og at hans Verk endnu ikke har naaet til Partiklerne Forfatteren og Bopp afvige her vistnok med Rette fra Grimm, der antager, at jabai er en Sammendragning af jaibai, og dette en Dat. s. af et iba, Tvivl, thi snarere maatte man vel antage, at Oldn. ef, Svensk jäf, Tvivl, er udledet af Partikelen ef, og saaledes og et Gotisk jaba (ikke iba) af jabai. Fra Bopp afviger Ff. igjen deri, at han sammenholder jabai med Sskr.-Instrumental-Endelsen i Plur. bhis, det græske φι, det lat. -bus, og saaledes anseer det for et opr. Instr. Plur. af Relativformen. Denne Anskuelse er vistnok ogsaa fuldkommen rigtig; den bliver isaafald, mærkeligt nok, den eneste rigtige, Ff. paa egen Haand har fremsat. Forresten fejler han som ovenanført i at sætte Got. jabai og ibai som eenstydige, da det første betyder „om,“ det andet „om ikke,“ Græsk μή.
Jeg slutter her disse Bemærkninger, hvilke Mangen vistnok allerede vil finde altfor vidløftige i Sammenligning med det ubetydelige Omfang af de Skrifter, hvortil de ere knyttede. De vilde ogsaa, idetmindste i deres nuværende Skikkelse, have været aldeles paa urette Sted, hvis de blot havde haft til Hensigt at paapege det unødige eller overflødige i at udgive Skrifter over en allerede bearbejdet Materie, naar disse Skrifter, om de end forresten vare udadlelige, ikke indeholdt mere, end hvad der allerede var oplyst, og saaledes ikke bragte Studiet noget Skridt videre. Saadant er en Smagssag, der egentlig blot vedkommer Forfatteren, og som Publikum kan betragte med Ligegyldighed. Men dette er her ikke Tilfældet. Her gjaldt det at forebygge Ulempe for Videnskaben. Det gjaldt hverken mere eller mindre end strax i Begyndelsen at indlægge en alvorlig Protest mod en Methode eller rettere Mangel paa Methode, der, hvis den skulde gribe om sig og ikke i Tide blive hemmet, vilde virke
