hat-a-ða; men temja (af tamr, tam, med Omlyd, eg. tam-i-a); V bruges mere til en Udvidelse af den oprindelige Form, uden at forandre dens Betydning, som sökk-v-a (eg. sink-u-a), Got. sigkvan, synke; den bruges derfor oftest ved sterke Verber og Substantiver. I Gotisk, hvor AA sammendrages til ô, viser A-Afledningen i Verber sig ved Infinitivendelsen -ôn, præteritum óda, J-Afledningen sig ved Inf. -jan, Præter. -ida, s. salbôn (salve), salbôda, sôkjan (søge), sôkida. Det er tillige en regelmæssig Egenhed ved Oldnorsken, at Endelsen -ja, naar den skal tilføjes en Rod, kun forekommer som -ja efter en kort Stavelse, men assimileres, med bibeholdt omlyd, efter en lang, f. Ex. temja (tam-), setja (sat-), men dæma (dóm-), Got. dómjan, ræða (róð-), Got. ródjan. Det er saaledes ogsaa af denne Grund urigtigt, naar Ff. antager bleyta (at blødgjøre), skelfa (at skræmme) for at have noget med Afledsendelsen -ta og -fa at bestille, thi Formerne ere aldeles regelmæssige Modificationer af blautja, skalfja; ligeledes antager han urigtigt (S. lo) fylla (fylde) at staa for fylja, thi allerede Roden lyder full, og Theorien om Endeconsonantens Fordobling, som paa dette og lignende Phænomener grundes, falder altsaa ganske bort.[1] Ligeledes er det urigtigt, naar Ff. anseer Endelsen -va i fölva, gjøre bleg, dökkva, formørke, o. s. v., for en særegen Verbalendelse, thi V (eller Aflednings-V) er allerede forhaanden i Adjectivet, hvoraf Verbet er dannet: fölr (eg. fal-v-r), Accus fölv-an, Angels. fealu; dökkr (eg. dakk-v-r), Acc. dökkv-an. Endelsen -ga er endnu mere secundær end de ovenanførte, man kunde kalde den en Afledningsendelse af tredie Grad, thi den er selv afledet af den adjectiviske Afledningsendelse paa -igr, -ugr, Gotisk -ags, Nytydsk -ig, f. Ex. blóðugr, blodig, deraf blóðga (f. blóðuga), gjøre blodig, nauðga (f. nauðiga), nødsage; i Tydsk bliver Endelsen -igen, s. nöth-igen, begnadigem reinigen, hvilken Endelse ofte i Vers sammendrages til ’gen, s. erled’gen, beend’gen; paa samme Maade bruger man i Oldn. at forkorte enkelte Casus, der tilføje en Stavelse, f. Ex. Accus. nauðgan, blóðgan. Saaledes bortfalder ogsaa her al Tanke om den af Ff. forslagsviis antydede Udledelse, nemlig af -gera. Den uomgængelige Nødvendighed af at tage de øvrige germaniske Tungemaal paa Raad med, og de forfærdelige Fejltagelsen hvilke man uden en saadan Raad-
- ↑ I Angelsaxisk, hvor j altid efter en kort Stavelse assimileres med Endekonsonanten, der fordobles, som sittan, f. sitjan, fyllan f. fealljan, er det en anden Sag
