Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 2.djvu/474

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
470

Rodverber med afledede Verber, naar de første kun tilfældigviis endte med en Combination af Bogstaver, der for de afledede Verber er sædvanlig. Enhver vil saaledes lettelig skjønne, at f. Ex. bleyta, bløde, af blaut-r, blød, intet har med den denominative, ofte iterative Afledsendelse -ta at bestille, der forekommer i heim-ta, hente, bringe hjem, skem-ta, fornøje, eg. korte Tiden, af skammr, kort; thi man siger heim, hjem, skammr, kort, men ikke blau, istedetfor blautr, ligesaalidt som man nu siger blø istedetfor blød. At Ordet blaut ender med t maa her kun ansees som en Tilfældighed; lød det f. Ex. blauk, da var det forbi med den hele Lighed i Endelsen. Endelsen -ta svarer desuden til den got. Endelse -atjan, Oldhøjtydsk -azan, f. Ex. tropfazam: dryppe idelig; Angels. -etan eller ettan, s. dropetan, d. s. s. tropfazan: Nytydsk -zen, f. Ex. grunzen, duzen o. s. v. Saa og f. Ex., naar Ff. regner frjálsa, frelse, blandt Fregventativa paa -sa, thi enhver veed, at Roden er frjáls, frels, egentlig sammendragen af frí-hals (collum liberum), som det da og heder paa Oldhøjtydsk. Ff. taler vel (S. 5) om Vanskeligheden i at drage Grændsen mellem den radikale og servile Endelsekonsonant og anfører Exempler paa Endelser, der ere servile, skjønt de ved første Øjekast synes radikale, f. Ex. hvor fljót- i fljóta (flyde) svarer til Sskr. plu. Men dette viser kun, at allerede Rodformen har tilføjet et T, uden at dette T har noget at bestille med den verbale Afiedningsform -ta. Forskjellen mellem disse forskjellige Slags Afledninger viser Grimm aldeles udtømmende i sin Grammatik. Den ene henhørertil Roddannelsen, eller den primære retledning, og ligger saaatsige udenfor Sproget, den anden til den secundære.

Fremdeles er der og i Sammenstillingen mellem Aflednings endelserne -ja, -ka og -ga en iøjnefaldende Mangel paa Parallelisme. Afledningsendelsen -ja, oprindelig -ia, hører til den vokaliske eller rene Vokal-Afledning, der er charakteristisk for alle germaniske Sprog og foregaar med en saa beundringsværdig Regelmæssighed og Symmetri, at der opstaar den sterkeste Formodning for, at den tilhører Germanisken efter dens Adskillelse fra Urstammen og saaledes ikke engang har noget med Sanskritformerne at bestille. Thi man finder, at denne vokaliske Afledning skeer ved en af de tre Urvokaler, A, I, eller U, af hvilke A, som fordrer den største Udvidelse af Mandens aldrig kan hærdes til en Consonant, hvorimod J og U gaa over til J og V. Saaledes f. Ex. hat-a (eg. hat-a-a) af hat, præt.