Forviisning siger til Kong Harald: hví bellát því, stillir? (hvi driver I saa heftigt paa den Sag, Konge)? Men bella er afledet af ballr, det gotiske balþs, og den oprind. Form af Verbet har altsaa været balþja. Om nu dette bal-, der ligger i balþs, kan sammenlignes med det af Ff. anførte Sskr. bala, sterk, er en anden Sag; maaskee, skjønt reent B i Sskr. ej efter Regelen skal svare til reent B i oldnorsk. — Bøka, vaske Klæder i stærk Lud, er et ogsaa her saare alm. Udtryk; det er aabenbart udledet af baka, hede (siden bage). Dæmma, Pøl, Møgdam, er det i Iv. Aasens Ordbog forekommende Demma, afledet af Damm; Sskr. dama, Søle, er vel snarere det lat. lama. Lydne, Herligheder ved en Gaard, er det i saamange Diplomer forekommende hlunnindi, lunnindi (i Talemaaden með lutum ok lunnindum, der i yngre Skjøder gik over til „Lotter og Lunder),“ og har naturligviis intet med Sskr. lina (fasthængende ved) at bestille. Det besynderlige Ord „bollek,“ et nyfødt Lam, har det ej været mig muligt at finde i den omtalte Ordfortegnelse.
Afsnittet om Verbalstammer er den Deel af nærværende Skrift, hvor man, som jeg ovenfor nævnte, finder mest Antydning til Methode; det er saaledes uimodsigelig den bedste. Imidlertid forekomme ogsaa her en heel Deel, om Mangel paa Indsigt i de germaniske Sprogs indre Forhold vidnende, Urigtigheder, hvoraf jeg, saavidt Rummet tillader, skal paapege enkelte. Ff. antager, at de oldn. verbale Afledningsendelser paa -ga, -ja, -ka, -ta, -da, -la, -ra, -pa, -fa, -sa (f. Ex. i blóðga, gjøre blodig, temja, tæmme, minka, minke, rupla, plyndre, bifsa, ryste o. s. v.) egentlig nedstamme fra Hjelpeverber, hvoraf flere ere obsolete og blot kunne udfindes ved Sammenligning med Sanskrit, f. Ex. -ja af gá f. ganga, ga og ka af gera, gjøre, ta og da af Sskr. dhâ, sætte, ra og la af Sskr. rah, Hjelpeverbum til at danne Continuativa, pa og fa af Sanskr. âp, at opnaa, sa af Sskr. ish, at gjøre noget ofte. Meget heraf er i sig selv heel sandsynligt og de givne Antydninger værd at lægge nøjere Mærke til, men her gjelder atter, hvad jeg tidligere har bragt i Erindring, at disse Afledningsendelser ikke ere udelukkende for Oldnorsk, men i det Hele taget fælles for alle germaniske Tungemaal, hvis Former her saaledes burde være tagne med, forat den nødvendige Oversigt over det hele System kunde erhverves, og enkelte Phænomener forklares, der af eet enkelt Sprog ej ganske lade sig oplyse. Dertil kommer den slemme Omstændighed, at Ff. paa en vildledende Maade har sammenblandet
