Skriftsprog, saaledes som jeg ovenfor yttrede i Aal. af Ivar Aasens ordbog, er det danske Skriftsprog, og det danske Skriftsprog har umiddelbart udviklet sig af det olddanske, der virkelig har beholdt enkelte mere antike Former. Blandt disse høre de af Ff. anførte Exempler paa nd, hvor Oldn. har nn. Gotisken har her nþ, hvilket er bibeholdt som nd i Dansk, men er gaaet over til nn i oldnorsk; f. Ex. tunþus, Dansk Tand. Oldn. tönn; anþar, D. anden, Oldn. annarr. Ligeledes ogsaa Got. lþ, Dansk ld, oldn. ll, som vilþeís, Dansk vild, oldn. villr.[1] Dette er ingen Opdukken, det er Bibeholdelse. Flere af Forfatterens Exempler ere desuden falske, eller grundede paa et forunderligt Ubekjendtskab til de anførte Ords Oprindelse, f. Ex. Oldn. granni, Nabo, hvilket han sammenstiller med Sskr. gandha. Men granni er en Sammendragning af ga-ranni, oprindelig ga-rasni, hvilket noksom sees af det tilsvarende Gotiske garazna, Nabo. Garazna er paa en i Gotisk og de øvrige tydske Mundarter ikke sjelden Sammensætningsmaade dannet af raen, Oldn. rann, Huus, og Præfixet ga-, svarende til det latinske cen; garazna betyder altsaa egentlig den i samme Huus boende, siden „Nabo.“ Saaledes og i Gotisk gadaila, Meddeeltager, af dails, Deel, gasinþja, Rejsefælle, af sinþs, Rejse; Angelsaxisk ligeledes gesíð, Rejsefælle, af sið, Rejse; gebedda, Sengkammerat, geréfa, Ledsager (comes) af hróf, Tag.[2] og at det gamle vita, sveiti, o. s. v. nu skrives „vide,“ „Sved,“ er kun en Yttring af den danske Udtales Tendens til efter en Vokal altid at blødgjøre P til B, T til B, K til G, og det er visselig ingen Reminiscens af den gamle Sanskritform. Ff. anfører ogsaa nogle ord af en i sin Tid ved Stiftamtmand Christie istandbragt Samling af ord og Talemaader, der bruges af Almuen især i Bergens Stift hvilke ord han troer at have gjenfundet i Sanskrit, men om disse gjelder det samme, som vi oftere have haft Anledning til at yttre, deels, at ordene selv ikke udelukkende tilhøre den Mundart, hvorfra de siges at være tagne, deels at Ligheden kun er tilsyneladende, ja grunder sig vel endog stundom kun paa fejlagtig opfatning af Lyden. Saal. f. Ex. „bælla,“ formaa. ordet er meget sædvanlig i Oldnorsk, baade i denne Betydning og i den mere omfattende „at vise Kraft,“ drive paa, som f.Ex hvor Hild Rolfsdatter i Anledning af hendes Søn Gangerolfs
