Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 2.djvu/468

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
464

mellem kungrâ og kongr ene er tilfældig og desuden bortfalder, naar man istedetfor kongr sætter den rigtige Form.

Fólkjaðarr (ikke folkjadar), Folkestyren sammenstiller Ff., for det sidste Sammensætningsords Vedkommende, med Sskr. jatr, underkaste sig, beherske. Men det oldn. jaðarr staar ved en regelmæssig Analogi, den saakaldte Brydning, istedetfor iðarr, Angels. eodor; Formen vilde paa Got. være idars; jaðarr betegner egentl. Bræm, Yderkant; siden bruges det poetisk om hvad der styrker, værner, saaledes i Sammensætninger om en Fyrste, ligesom vi sige „Folkets Værn.“ Angelsaxerne bruge det paa samme Maade, saaledes i Beovulf 850: eodor Scyldinga, Skjoldungernes Værn, Fyrste; 2081: eodor Ingvina, Ingvinernes Herre. Ligheden med jatr gjelder her altsaa kun for oldnorsken; havde det været Angelsaxiskem der sammenlignedes med Sskr., vilde aldeles ingen Lighed have frembudt sig. Det burde ogsaa strax have været Ff. indlysende, at A i jaðarr kun repræsenterer et I.

Ræsir, Skaldeord paa Konge, sammenstiller Ff. med ireska Konge, men ræsir er egentlig et Subst. verbale, regelmæssigt dannet af rás, Fart, altsaa egentlig den, som sætter i Fart; og rás er igjen sammendraget af rans, der kommer af renna, aldeles ligesom ást (Gotisk ansts) er sammendraget af anst, der kommer af unna, at elske, og gás af gans, Tydsk Gans. Da nu renna intet har med irêsha at skaffe, viser Sammenstillingen sig som aldeles falsk.

Hilmir, ligeledes et Digternavn paa Konge, sammenstiller Forf. med Sskr. kila, en Landse. Men hilmir er regelmæssigt afledet af hjálmr, opr. hilmr, en Hjelm.

Jöfurr (urigtigt skrevet jøfr) udleder Forf. deels af uparai over, deels, betingelsesviis, af göfugr, anseelig, hvilket han igjen sætter sammen med Zend shévista, d. e. gjæveste. Tilhobe Misviisninger. Jöfurr er Omlydsform istedetfor jafurr, der ofte findes, og dette Brydningsform for ifurr, der paa Gotisk maatte lyde iburs, Angelsaxisk cofor, Oldtydsk epar, Nytydsk Eben. Ordet betegner egentlig Vildbasse og er efter Lydfremsk identisk med Lat. aper, men da de ved sin Styrke bekjendte Dyrs Navne oftere i Digtersproget overførtes paa Helte og Fyrster, blev jöfurr i Oldn. et udelukkende Digternavn paa Fyrste, ligesom beorn (Bjørn) i Angelsaxisk paa „Kriger.“ I England fandtes ikke Bjørne, i Norge ikke Vildsviin, denne Omstændighed be-