Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 2.djvu/464

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
460

tringer af Forf. i den ovenomtalte Fortale blive her af megen Interesse, forsaavidt de oplyse det Stadium af Kjendskab til Oldnorskens og Gotiskens indbyrdes Forhold, hvorpaa han hefinder sig. „Bopp“, siger han, „har i flere Skrifter, især sin „Vergl. Grammatik etc.“ afhandlet de grammatiske Forhold hvori Sanskr. stemmer overeens med det Gotiske, og, da dette er nærbeslægtet med det oldnorske, haves her allerede vigtige Bidrag til Sammenligning mellem dette og Sanskrit; men paa den ene Side er der, uagtet Slægtskabet, endnu mange og betydelige Differenspunkter mellem Got. og Oldn., og paa den anden Side er den oldn. Litteratur saa meget rigere end den gotiske, at den baade giver de grammatiske Regler langt større Sikkerhed og tillige byder et rigeligere Vederlag for de Oplysninger, som Oldn. erholder fra Sanskrit.“ Hvorfor Bopp netop har holdt sig væsentligst til Gotisken og gjort ret i indtil Videre især at holde sig til den, ja hvorfor enhver Sammenligning af dette Slags nødvendigviis vil komme til at dreje sig om Gotisken som Udgangssproget, er ovenfor viist. De mange og betydelige Differenspunkter mellem Got. og Oldn., hvilke Forf. omtaler, ere ikke virkelige, men kun tilsyneladende, og grundede i den ofte omtalte omstændighed, at Gotisken endnu har beholdt mangt og meget, der i Oldn. er bleven afslidt. Det sande Forhold er, at der, paa faa Undtagelser nær, ej gives en eneste væsentlig grammatisk eller lexikalsk Form i det Gotiske. der jo kan gjenkjendes i det oldnorske, modificeret efter Sprogets Analogier; og trods den oldnorske Litteraturs større Rigdom er det dog saa langt fra, at Oldnorskens grammatiske Regler derved erhverve saameget større Sikkerhed end Gotiskens, at tvertimod de Analogier, efter hvilke Oldnorskens grammatiske Regler have formet sig, alene gjennem Gotisken kunne læres tilfulde at kjende (f. Ex. Afledningen med j og v, den stærke og svage omlyd, og især Reduplicationen, foruden meget anden. Den omstændighed altsaa, at Forf. ej har formaaet at indsee dette i Tingenes sande Forhold, eller, om han end har indseet det — see Fortalen til „det oldnorske Verbum,“ S. I. — dog ikke har rettet sin Fremgangsmaade derefter, synes allerede at vidne om, at hans Fortrolighed med oldnorsken og dets Systersprog ej har været saa stor, som den til et Arbejde af nærværende Slags burde være. Det er tydeligt at see, at han med Hensyn fil Oldnorsken m. m. endnu befinder sig paa det Standpunkt, hm man uden Skrupler tager Formerne, som de ere, uden at under-