f. Ex. opfattes, som om der stod ahv,[1] sær, som om der stod saiv-r, sál, som om der stod sával, o. s. v., ellers vil Fremgangsmaaden blive ligesaa vild, planløs og famlende, som den ovenomhandlede Lydsammenligning uden Hensyn til Lydfremskydningen. Staar dette endnu ikke ret klart for den med vort Oldsprog mindre fortrolige Læser, saa prøve man Exempler, der ligge nærmere. Naar vi i daglig Tale udtale Formen „havde“ som „hadde“, falder det dog ikke nogen ind at anvende den sidste som den rette til Sammenligning med fremmede Sprog Navnet paa en bekjendt Fos ved Kongsberg, Laurbro-Fossen (der har sit Navn af Elven Laagen, ligesom Laurdal og Laurvig) lyder i daglig Tale skjødesløst „Labrofossen“ eller „Labrefossen;“ naar nu en udenlandsk Philolog fandt paa at udlede dette „Labre“ af det græske labros ɔ: heftig, voldsom, vilde en saadan Etymologi maaskee for et halvt Aarhundrede siden høres med Rolighed, maaskee endog med Bifald; nu vil Enhver lee
- ↑ Dette Ord kan blandt andet anføres som Exempel paa den Sikkerhed, hrorved man ved Hjelp af Lydfremskydningslæren i Forbindelse med Asaimilations-Analogien endogsaa paa Forhaand ofte af en Rodforms Udseende i Latin og Græsk kan bestemme, hvorledes den tilsvarende i hvilkensomhelst germanisk Mundart vil see ud. Vi vide, at K-Lyden i Latin skal svare til H-Lyden i Germanisk. Altsaa maa aqv- i Latin svare til ahm i Germanisk, og Ordet er, som vi see, ahv-a i Gotisk, der fremstiller de oprindeligste, mindst afslebne Former. Men hv skal altid i Oldn. opsluges af den foregaaende Vokal, følgelig maa ahv- der blive á (vort Aa). I Angelsaaisk er det en Regel, at a foran h altid skal forandres til en, følgelig bliver ah- til eahv-; men da Angels, derhos følger den samme Assimilationslov som Oldnorsken, bliver eahv- til ed, hvilket er Ordets brugelige Form i Angelsaxisk. Da eá i Angels. ellers bruges til at udtrykke Urgermaniskens au, bliver det saamegetmere indlysende, at den hele Forandring af ahv til eá maa vært foregaaen saaatsige inden Angelsaxiskens egne Enemærker, eller efter at Angelsaxisken allerede som særegen Mundart havde afsondret sig fra Hovedstammen; men heraf følger altsaa, at den specielle Form eá er Sammenligningen med hvilketsomhelst Sprog udenfor Stammen uvedkommende og ved en saadan Sammenligning stedse maa betragtes som ahv. — Et lignende Exempel afgiver det latinske eqv-us, der ifølge Fremskydningsloven i Germ. bliver ehv- eller ihv-. I Gotisk maa en kort i- eller e-Lyd forandres til ai foran h, altsaa bestemmes allerede paa Forhaand den gotiske Form til aihv-; og aihvs er paa Gotisk „en Hest.“ Paa Oldn. bliver ihv- eller ahv- sammendraget til í eller é, dog fordrer Maskulinendelsen r, at v her bibeholdes som u; Formen bliver altsa íur eller éur, der igjen efter den constante Lov, at íu, éu, forandres til jó; ía, éa til já o. s. v., her bliver til jór, der er det i Eddadigtene oftest forekommende Navn paa en Hest.
