afslebne, røber en Tendens til, regelmæssigen i Enden af Ord og foran visse Consonanter, som t og s, at lade en Media gaa over til Aspirata, f. Ex. graban, grave, Præter. gróf; biudan, præt. bauþ; mahts af magan. Det er den samme Tendens, der endnu bringer Menigmand hos os til at udtale „Kaptein“ og „Ægypten“ som „Kaftein“ og „Ægyften“. I Angelsaxisk findes den samme Tendens; i Oldnorsk er den gaaet endnu videre, da dette Sprog ikke engang i Midten af Ord i Enden af en Stavelse taaler Mediæ, men altid ombytter dem med Aspirater, undtagen efter l, m og n; f. Ex. grafa eller grava, bjóþa eller bjóða. Kun i Gutturalklassen beholdes g, fordi der ej gives noget eget Tegn for gh; men dette ombyttes ofte med h, der, overalt hvor det kommer efter en Vokal, opsluges af denne og gjør den lang; saaledes f. Ex. mátt-r = Got. maht-s,[1] slá (eg. slaha) Got. slahan, fé (eg. feh) Got. faih-u. Denne Opslugningstendens overvinder endog stærkere Hindringer end h; den betvinger saaledes hv, f. Ex. séa, sjá (see) egentlig sehva, Gotisk saihv-an; á (Aa) eg. ahv, Got. ahv-a; den assimilerer aiv til æ eller á, f. Ex. sæ-r (Sø), Got. saiv-s; sær har i Genitiv sæv-ar, hvor saaledes V’et kommer frem igjen; snæ-r (Snee), Gotisk snaiv-s, sál (Sjæl) egentl. sával, Angels. sávol, Gotisk saival-a. I disse og lignende Tilfælde, hvor en saaatsige inden det enkelte Sprogs egne Grændser virkende Aarsag har gjort sig gjeldende, eller med andre Ord, hvor flere Former have mistet deres oprindelige, skarpere Omrids og ere blevne afslidte og forkortede, er det ikke disse forkortede Former, hvortil man ved Sammenligning med Sprog udenfor Stammen har at tage Hensyn, men Formerne, saadanne som de vare paa Sprogets ældre Standpunkt. Man vil ellers hvert Øjeblik være udsat for at gjøre falske Slutninger, idet man fra en blot tilfældig ydre Lighed slutter til en indre væsentlig Identitet og omvendt fra en tilsyneladende ydre Forskjellighed slutter til en væsentlig Forskjellighed hos Former, der i sig selv ere identiske. For den, der sammenligner Oldnorsk eller hvilketsomhelst andet germanisk Tungemaal med Sanskrit, Latin eller andre udenfor den germaniske Stamme staaende Sprog, maa saaledes alle Assimilationer og indre Modifioationer tænkes borte; den ovenanførte Form á maa
- ↑ Jeg adskiller for Tydeligheds Skyld den blotte Flexions-Endelse fra Roden ved et Bindetegn.
