Lat. F til German. B, og Lat. G til Germ. K; til Roden frug svarer altsaa fuldkommen regelmæssigt det germ. bruk-, hvoraf det got. brukjan, ɔ: bruge. Ordet har saaledes intet med „Frø“ at bestille, og vort „Frugt“ saavelsom det tydske „Frucht“ er ligefrem optaget af Latinen; det findes aldrig i vore Oldskriftein „Frø“ er heller ikke paa sin Side dannet af „Frugt“; det hed i vort Oldsprog fræ eller frjóf, hvoraf Verbet frjóf-ga, befrugte. Frjóf staar igjen paa sædvanlig Viis istedetfor Friof. Men til F i Germ. svarer P i Latin; til friof vilde altsaa en lat. Form Priop svare, og da det nu ej kommer saameget an paa Vokalerne, indseer Enhver lettelig, at det samme Begreb, deri Oldn. har dannet Ordet friof, i Latinen ligger til Grund for Navnet paa Befrugtningens velbekjendte Guddom Priapus. Vi have i Oldn. Ordet fölnr, Acc. fölv-an, Tydsk falb (ɔ: guulbleg); nu kunde det synes mangen En rimeligt, at dette svarede til det latinske fulvus, og dog er det ikke saa, thi Roden i fölr er fal-v er blot en Afledningsbogstav; til fal- svarer det latinske pal- der findes i pall-eo, pall-or, pall-idus. Det latinske glacies ville vistnok de fleste stille sammen med vort Glas, fordum gler, gles. Men glacies svarer aabenbart til vort klaki (Iis), der endnu bruges i Folkesproget og i Svensk (see I. Aasens Lexikon); vistnok skulde ikke c gjengives med k, men inde i Ordene er, som ovenanført, Analogien mindre fremtrædende; derhos er det ligesaa sandsynligt, at glacies kan staa istf. det opr. glagies, som vicies f. vigies (af viginti) og Caius istedetfor Gaius. Efter al Rimelighed er glacies vel endog sammendraget af gel-acies, af fælles Rod med gel-u og gel-idus, ligesom klaki af kal-aki, af fælles Rod med kal-u (kjøle) og kal-dr (kold). Af det her anførte maa det være endog den i Sprogsammenligning mindre bevandrede Læser klart, at enhver Etymologiseren af germaniske Ord fra de beslægtede Sprogstammer, der ikke bygger paa Lydfremskydningslærem men paa Bogstavernes umiddelbare Identitet, virkelig er hvad Grimm kalder vild, famlende paa Slumpetræf istedetfor at følge bestemte Regler, og leder til vrange urimelige Resultater.
Ved Siden af den her angivne, for hele Sprogstammen fælles Analogi yttrer sig ogsaa for hvert enkelt Sprog særegne Tilbøjeligheder til at lade Consonanterne i visse Stillinger eller indbyrdes Berørelser undergaa regelmæssige Modificationer. Nogle faa Exempler have vi ovenfor anført. Allerede Gotisken, der ellers overhoved fremstiller Formerne renest og mindst
