og þrîs. Det er en Egenhed ved Gotisken, at et kort i foran r og h stedse brydes til ai (udtalt e), altsaa kan saihs i etymologisk Henseende betragtes som sihs (udtalt sex), og taihun (udtalt tehun) som tihun. I Oldnorsk blev Diphthongen ai tidligt ved Omlyd forandret til ei; men i de ældste og bedste Runeindskrifter bibeholdes endnu ai, hvorfor tveir kan betragtes, som om der stod tvair; det er tillige charakteristisk for Oldnorsken, i visse Tilfælde at lade de blødere Consonanter (Mediæ og Aspirater) opsluges af foregaaende Vokal, der, hvis den er kort, i dette Tilfælde forlænges, f. Ex. Sví-ar (Svenske) oprindelig Svið-ar, Tydsk Schroed-en, Gotisk Sviþ—ans; det er ligeledes en bekjendt Sag, at Oldnorsken i Begyndelsen af en Stavelse udelader v foran o og u, f. Ex. Óðinn, Tydsk Wodan, Ulfr, tydsk Wolf, Ormr, tydsk Wurm. Det oprindelige fid-vór maatte saaledes efter den simpleste Analogi blive fí-ór, og da det nu tillige er Oldnorskens Skik, at forhærde et í foran en Vokal til j, maatte fí-ór nødvendigvis blive fjór, hvilket med tilføjet Maskulin-Endelse bliver fjór-ir. Det samme Slags Opslugning har foranlediget, at et oprindeligt ahta er blevet átta (rettere áta). Med Hensyn til de littauiske og slaviske Nitals-Former devjat’ og dewyni gjør allerede Bopp (Vergl. Gramm. S. 449) opmærksom paa den Overgang, som saa ofte finder Sted fra en Nasal til dens beslægtede Media, nemlig fra n til d og fra m til b. Man behøver blot at forsøge paa at udtale n og m, idet man holder for Næsen, saa vil man overbevise sig derom (deri bestaar den saakaldte Snøvlen). Bopp sammenholder det græske ῥροτ-ός; med det lat. mort-uus; i Nygræsk udtrykkes oftere den rene B—lyd ved mp; Grækerne kunde ikke skrive ἀκρός af ἀνήρ, men maatte indskyde et d, ἀνδρος; Skrivemaaden „Hendrik“ istf. „Henrik“ er bekjendt nok. Og hvad Littauisken angaar, er Substitutionen af dewyni for et ældre newyni saameget vissere, som Ordenstallet „niende,“ i Oldpreussisk, det ældste Sprog af den lettisk-littauiske Klasse, heder newints, litt. dewintas. Hine Former devjat’ og dewyni kunde saaledes maaskee ansees som opkomne af ndevjat’, ndewyni, nerjat’, newyni. Omskriver man nu nogle af de ovenanførte Rækker til hvad vi her have viist at være det oprindeligere, faar man:
