caler og Nasaler, Imperfectum, Futurum og Participium futuri passivi, og dernæst af ordforraadet de Ord, som i begge Sprog ere fælleds for følgende Begrebssphærer: Mennesket i dets Kjøns-, Alders-, Ægteskabs- og Slægtskabsforholde, Dele af det menneskelige Legeme; Herskere, Kamp, Vaaben og dermed beslægtede Begreber; Ild og Lys, og endelig Tid.“
Den anden Afhandling „har ikke alene den Hensigt, end yderligere at begrunde Slægtskabet, men fornemmelig den at lede til en rigtig Anskuelse af adskillige blandt de Former, hvorunder Verb et fremtræder i vort Oldsprog og tildeels endnu i nyere Tale og Skriftsprog.“ Den tredie behandler Relativerne og endeel Conjunctioner paa samme Maade og i samme Øjemed.
Førend jeg gaar over til at undersøge, paa hvilken Maade og med hvad Held Forfatteren har søgt at løse den Opgave, han har foresat sig, vil jeg i Korthed forudskikke nogle Oplysninger, der kunne sætte Læseren istand til nogenledes at orientere sig paa dette hos os saa lidet bearbejdede Felt, og at danne sig rigtige Forestillinger om den Methode, der ved dette Slags Undersøgelser bør ansees som den eneste anvendelige.
Til den Sprogklasse, som man har kaldet den indogermaniske, hører foruden Sanskrit, Zend, og andre asiatiske, ogsaa de fleste ældre og nyere europæiske Sprog, der ikke kunne regnes til den skythiske eller turanske Klasse, som f. Ex. Lappisk, Finsk, Magyarisk, Tyrkisk o. s. v. De europæiske Sprog af den indogermaniske Klasse lade sig igjen, som bekjendt, henføre til visse Hovedstammer, nemlig, regnet østenfra, den slaviske, den lettisk-littauiske (thrakiske?), den græsk-latinske, den nordisk-tydske (germaniske) og den keltiske. Til den første høre Oldslavisk, Russisk, Polsk, Bøhmisk o. s. v., til den anden Lettisk og Littauisk, til den tredie Græsk og Latin med dettes nyere Døttresprog[1] til den fjerde de nordiske Sprog, Tydsk, Hollandsk, Engelsk, til den femte Irsk eller Gælisk, Kymrisk (i Wales) og Bretonsk (i Bretagne). En Forestilling om de her nævnte Sprogs indbyrdes Lydforhold vil man allerede nogenlunde kunne danne sig af følgende Fortegnelse paa Tallene fra 2 til 10, hvilken jeg meddeler efter Grimms Sproghistorie S. 240.
- ↑ Det Illyriske eller Albanesiske lade vi ud af Betragtning som lidet udbredt og endnu ikke tilfulde undersøgt.
