ere aflagte paa Island, og anføres i Skalda som tildeels absolete Digterord, f. Ex. Bekre (Vædder), Tidung (Oxe) og flere andre især blandt Synonymerne for Dyrs Navne.
Hvorledes et nyere Folkesprog, hvis Forskjellighed fra Oldsproget endnu er saa lidet udpræget og saa vanskelig at fastholde, som vort, ved Skribenternes alvorlige Bestræbelser kan føres overordentlig langt tilbage mod sin oprindelige Reenhed, viser noksom et andet, hvilket vi allerede ovenfor have omtalt som befindende sig tildeels under lignende Omstændigheder, nemlig det nyere Græske. Ogsaa dette skiller sig fra Oldgræsken mest deri, at de grammatiske Former ere mere simplifieereda medens nogen bestemt Grændse mellem det gamle og nye forresten her ligesaalidet lader sig drage, som i det Norske. Men man sammenligne kun nygræske Skrifter, udkomne for en 30, 40 Aar siden, under Folkets Fornedrelsestid, med dem fra de senere Aar, og man vil forbauses over Forskjellen! Det elegante Nygræske staar nu Oldsproget langt nærmere, end selv den lærde Korais’s Stiil i 1810. Og nu Orthographien! denne var paa en vis Maade bleven italieniseret, i alle Fald var den uetymologisk og skjødesløs; hvo vilde vel f. Ex. i det kun efter Udtalen (’ftiazo) skrevne φτιάζω gjenkjende εὐϑειάζω af εὐϑός (strax) d. e. skaffe tilveje, istandbringe? Men ligesaavel som en Græker skjønner, at εὐϑειάζω er det Ord, der kun af Skjødesløshed udtales φτιάζω, ligesaavel kunde ogsaa Nordmanden skjønne, at f. Ex. Tjørn eller Tjarn er det Ord, han af Skjødesløshed udtaler Kjørn, Kjern, eller Kjenn.
Vi have udtalt os omstændeligt over denne Sag, fordi vi ansee den af stor Vigtighed saavel for Sprogstudiet i og for sig selv, som for Besvarelsen af det praktiske Spørgsmaal om Anvendeligheden af Folkesproget ved Almuens Underviisning. Det er naturligviis ikke Meningen at fremsætte nogen Dadel, men kun en fra Forfatterens forskjellig Anskuelse. Han har handlet efter modent Overlæg, han har valgt den af ham anvendte Fremgangsmaade, ikke fordi han jo forstod at anvende den anden, men fordi han ej fandt denne hensigtsmæssig. For den erfarne Sproggransker, der blot behøver at kaste øjet paa den anførte Form, for strax at skjønne, hvorledes den efter Oldsprogets Lydsystem vilde see ud, gjør den tilsyneladende Afvigelse intet til Sagen, og Skriftet har for ham ganske densamme Nytte, som om det fremstillede Formerne i sin rette Skikkelse; men vi tro blot, at den større Brugbarhed for Lægfolk, For-
