og er fremtraadt i en tækkelig Skikkelse ved at gjengives i Skrift efter det norsk-islandske Lydsystem. Hvis Forf. nu end ved at anvende den danske Lydbetegning havde kunnet undgaa at give nogetsomhelst Bogstav en anden Udtale end den i Skriftsproget sædvanlige, da havde endda noget været vundet, men dette var naturligviis umuligt. Fortalen indeholder saamange Regler for Udtalen, at der ikke vilde være stort flere at mærke sig, om man ligefrem havde brugt den rette oldnorske Retskrivning.
Og dette maa — det paastaa vi — nødvendigviis til, forat føre vort Nationalsprog tilbage til dets rette Standpunkt. Man maa begynde, hvor man slap for femhundrede Aar siden: der hører vort Nationalsprog hjemme; man maa aldeles afkaste den danske Klædning, der hænger om vort Sprog som en stiv, latterlig Confirmationskjole om den raske Bondegut, og iføre det den egte, ældgamle nationale Dragt, der kan fremhæve dets Muskler og vise det i al sin Ynde og kraftfulde Symmetri. Dette klinger vel noget radikalt, men det maa til forat udrette noget klækkeligt; halve Forholdsregler ville ikke kunne løse Opgaven. Det er vel saa, at Nationalsproget under en saadan Behandling i Førstningen vilde forekomme mange fremmed og ukjendeligt, men det vilde ikke forekomme dem plumpt, plat, eller under alvorligere Materiers Værdighed, og naar de første Vanskeligheder vare overvundne, vilde man snart finde altsammen baade let og naturligt. Desuden er der jo nu ikke større Vanskeligheder at overvinde, end i gamle Dage. Naar man dengang, hvor boglig øvelse var langt sjeldnere end nu, kunde gjøre Lærlingen det begribeligt, at f. Ex. lifa skulde læses som „leva“, maatte det vel i vore Dage være endnu lettere, idetmindste ikke vanskeligere, at gjøre Barnet fortrolig med den samme Udtale. Men det er Skriftsproget og dets tyranniske Herredømme over Opinionen, man frygter. Hvis nu Forfatteren, trodsende denne Frygt, havde valgt den radikale Fremgangsmaade og strax ført Sproget tilbage til sit rette Standpunkt, da vilde vi i alle Fald have haft den overordentlige Fordeel at besidde et ypperligt ej alene nyere norsk, men ogsaa oldnorsk Lexikon. Thi saa rene og uforvanskede ere de meddeelte Ordformer, isærdeleshed i Sammenligning med den Masse af uegte, moderne Ord, Bjørn Haldorssøn har optaget i sit Lexikon. Vi finde endog blandt de af I. Aasen meddeelte, endnu dagligdags brugelige, Ord til vor Forundring flere, der allerede forlængst
