„skrives for“ Halleland. Bevidstheden om Skiftsprogs-Formen som den Normale er altid tilstede.
Men allerede ved Ophøjelsen af den svenske Folkungestamme paa Norges Throne, og endmere efter Foreningen med Danmark blev det, som man tydeligt af Diplomerne fra den Tid kan see, etslags Mode for Mænd af fornemmere Klasser at lempe Retskrivningen efter den svensk-danske og optage Ord og Talemaader af det svensk-danske Sprog. Denne Skik greb mere og mere om sig, indtil det danske Sprog ved Reformationstiden heelt og holdent indførtes som Skriftsprog. Det norske Nationalsprogs Forbindelse med Skriftsproget blev saaatsige ophævet: deraf den forunderlige Vaklen og Ubestemthed, der spores i norske Breve mellem 1380 og 1530 saavel hvad Sprog-formen som hvad orthographien angaar. Thi om man end vilde skrive reent Norsk, saa passede dog ikke den danske Lydbetegning dertil. Det danske Sprog med tilhørende Orthographi havde lige siden Christendommens Indførelse udviklet sig aldeles forskjelligt fra det norske Adskillelsen mellem lange og korte Vokaler, mellem Tvelyd og enkelt Lyd, tildeels mellem enkelte og fordobblede Consonanter, havde tabt sig. I dansk Skrift betegnede f. Ex. æ og aabent e den samme korte Lyd; aa udtaltes som kort aabent o; til den norske Omlydsform ö eller o var der ingen tilsvarende, men den engaves oftest ved aa; det norske au, ey, æ (alle tre lange) og y (kort) erstattedes ved den eneste Form, ø; man udtalte og udtaler endnu Sæk som Sekk, blaat som blott, Haand som Hond, aatte som otte, skriver dømme istedetfor dœme, o. s. v. Alt dette er fuldkommen rigtigt, naar vi kun see hen til den danske Sprogudvikling, thi orthographien har der faaet Lov til at udvikle sig uforstyrret med Sproget; men det passer ikke til de norske Lydforhold. Og dette er Grunden, hvorfor Nationalsproget, saaledes som det især fra Edvard Storms Tider begyndte at føres i Pennen, aldrig har villet smage rigtigt, men har faaet et simpelt og ubehageligt Udseende, der endog tildeels har bragt det i Miskredit hos Almuen, idetmindste som Klædedragt for alvorligere, højere Materier; overhoved hvorfor den af Forf. selv med Misbilligelse omtalte „gamle Snak om Bondesprogets Slethed og Styghed“ er opkommen. Skriftsprogets eller det danske Sprogs Lydbetegnelser passe ikke for vort Folkesprog; de ere uorganiske, og uorganiske Lydbetegnelser blive altid tvungne og give det saaledes betegnede et vist løjerligt Udseende. Man tænke sig blot
