Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 2.djvu/442

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
438

samme[1] for den dannede Mand paa enhver Kant af Landet, og bidrog saaledes, ved den store Masse af cirkulerende Skrifter, i væsentlig Grad til at fastholde Sprogformen og Forestillingen om Sprogets Eenhed. Vi nævnte forhen, at allerede i Sagatiden rimeligviis de samme Dialektforskjelligheder vare forhaanden, som nu findes: vi have tidligere[2] søgt at godtgjøre det, og kunne nu anføre endnu mere slaaende Exempler paa, at hiin Dialektforskjellighed i alle Fald var tilstede endnu før Middelalderens Udgang.[3] Men denne Dialektforskjellighed virkede ikke til at betage Skriftsproget dets Eenhed, ligesaalidt som den skotske, den northumberlandske, den berkshirske og andre Dialekters indbyrdes Forskjellighed betager det engelske Skriftsprog dets Eenhed. Enhver, som lærer at læse, lærer med det samme at underordne sin Dialekts Egenheder under Skriftsprogets Almindelighed; strengt taget kan intet Skriftsprog i nogetsomhelst Land siges at leve paa Folkets Læber, men det fremstiller kun en Abstraktion fra alle Dialekter, det er det Medium, hvorved de forskjellige Egnes Beboere blive forstaaelige for hinanden indbyrdes. Det maa saaledes være, og Analogierne, efter hvilke Skriftsprogets Former overføres paa Talesproget, læres instinktmæssigt med den største Lethed. Saa og det norske Skriftsprog i Middelalderen. Naar Hardangerboeren sagde adl, Sæterstlølingen add, østlændingen all, saa vidste de dog alle tre meget godt, at den rette Skriftform var all, ligesaavel som Raudlandstrandingen endnu meget godt veed, at den Gaard, han kalder Haddeland, bør

  1. Det ligger i Sagene Natur, at dette Udtryk ej kan tages i den samme Udstrækning, som naar Talen er om Retskrivningen i nyere, trykte Skrifter; i en blot og bart haandskreven Literatur maa Retskrivningen altid være mere svævende, og der kan egentlig blot være Tale om den Retskrivning, hvilken Afskriveren tydeligt har tilsigtet at følge, men fra hvilken han formedelst Uvaner gjør altfor hyppige Undtagelser. Dog kunne vi i vor Oldliteratur paavise Skrifter med ligesaa regelbunden Orthographi, som noget trykt Skrift, f. Ex. Fragmenterne af Olaf d. hell. Saga, Annalas regii. Hanksbøgerne m. m.
  2. Langes Tidsskr., 2den Aargang, S. 286, [denne Udgave I. S. 363—64.
  3. See f. Ex. Brevet No. 970 (fra 1491) i Dipl. Norvegium I, hvor Gaarden Halleland i Raudlands Sogn i Thelemarken skrives Haddeland efter den for Vest-Thelemarken og Sætersdalen charakteristiske Udtale af ll som dd, medens den samme Gaard i Brevet No. 868 (fra 1464) skrives rigtigen Hallaland. Altsaa var hiin Dialekt-Egenhed allerede tilstede i anden Halvdeel af det 15de Aarhundrede.