Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 2.djvu/441

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
437

at gjøre sig fortrolig med Tanken om en norsk Sprogform, som staar over de forskjellige Dialekter. Men hvor vigtigt og nødvendigt saadant end kunde være, mener dog Forf., at det neppe var tilraadeligt, fuldstændigt at ville gjennemføre en saadan Plan i en Bog som denne; en Opstilling af forældede Former vilde ansees som en Afvigelse fra Sandheden; Almuen vilde ikke vedkjende sig disse Former, og den Sprogkyndige vilde heller ikke være tilfreds med en Form, som kun staar paa Papiret og ikke bruges, hvorhos ogsaa enkelte Afvigelser, der gaa igjennem alle Dialekter, maatte ansees som Egenheder ved det, nyere Norske, der constituerer det som et eget Sprog, medens endelig en Restitution af de svækkede Former vilde have sin store Vanskelighed især ved de Ord, hvis gamle Form man ikke med Vished kjender.

Alle disse Grunde ere vistnok særdeles vigtige, og man kan ikke gaa i Rette med Forfatteren, fordi han har ladet sig bestemme af dem. Naar vi ikkedestomindre helde til den modsatte Anskuelse og udtale Ønsket om, at den anden Fremgangsmaade havde været fulgt, da er det, deels fordi vi antage den for den i strengvidenskabelig Henseende rigtigste, deels fordi det er den, der under de nærværende Forhold synes at medføre de største praktiske Fordele. Vi have allerede tidligere (i Anmeldelsen af Grammatiken) udtalt os herom og komme nu, efterat have gjort Bekjendtskab med Ordbogen og indseet, hvad den, anlagt efter den af Forf. forkastede Plan, vilde have været for det praktiske Studium af vort Nationalsprog, og hvad den nu med al sin Fortrinlighed ej kan være, med bestyrket Overbeviisning tilbage til det samme. Vi sigte her ej alene til Ordenes Form, men ogsaa til Skrivemaaden. Ethvert Sprog har den Skrivemaade, der i Tidens Løb med organisk Nødvendighed har udviklet sig af Lydforholdene. Da vore Forfædre af Angelsaxerne lærte de latinske Bogstaver og satte dem i Stedet for Runerne, af hvilke dog enkelte bibeholdtes, paa en Tid, da det phonetiske System med dets beundringsværdige Regelmæssighed endnu bestod i sin hele Skarphed, ordnede ogsaa Retskrivningen sig uvilkaarligt overeensstemmende dermed og voxede paa en Maade ganske sammen med Lydforholdene; den vedligeholdt sig i de bedste Skrifter uforandret, endogsaa efterat Sprogets Reenhed i sig selv begyndte at aftage; den var uagtet de mangfoldige Dialekter dog i det Hele taget een og den