alle Forklaringer og Begrebs-Udviklinger. Forfatteren udtaler sig herom selv (i Fortalen) med en ængstelig Beskedenhed eller beskeden Ængstelighed, hvortil der for hans Vedkommende allermindst var nogen Grund; thi sandt at sige have vi truffet yderst faa ordbøger, hvis Ordforklaringer, fyndig korthed, Tydelighed og Valget af Udtryk har kunnet maale sig med Forfatterens. Han paapeger forresten med megen Føje, og paa en Maade, der vidner om den Skarpsindighed, hvormed han har undersøgt Sprogforholdene, de Vanskeligheder, Ordforklaringer frembyde. Denne, siger han, „ligger vistnok for en Deel i Sagen selv, idet Sprogenes Retning eller Udvikling er saa forskjellig, at det ene har en Mængde Udtryk for Begreber, som det andet ikke har. Det er ikke blot i de Ord, som betegne Landets særegne Natur eller Folkets særegne Levemaade, at en saadan Forskjel mærkes: ogsaa i mange andre Tilfælde er den kjendelig, og især forekommer det mig, at der ved vore forskjellige Udtryk for Lyd, Bevægelse og Udseende sjelden gives noget rigtigt tilsvarende i skriftsproget. Ogsaa i Begrebernes Omfang synes der at være megen Forskjel, idet Udtrykket for et Begreb i det ene Sprog kun svarer halvvejs eller deelviis til et lignende Udtryk i det andet Sprog“. Disse Bemærkninger indeholde vigtige Vink med Hensyn til Forfattelsen af Almueskriften og overhoved ved Spørgsmaalet om Hensigtsmæssigheden eller Muligheden af at berige eller nationalisere vort nuværende Skriftsprog ved at optage Ord af Nationalsproget.
Med Hensyn til Valget af den Hovedform, under hvilket Ordene bør anføres, er Forfatteren efter megen Overvejelse af de forskjellige Grunde for og imod kommen til det Resultat at det overhoved er raadeligst at holde sig til den virkelige Talebrug og kun at foretrække de Former, som stemme bedst med det gamle Sprog, altsaa at anlægge Sprogformen efter nogle af de bedste Dialekter og søge at faa den saa regelmæssig og conseovent som muligt. Forf. benegter ikke den Fordeel, der kunde være forbunden med at føre Ordene tilbage til den gamle Form, om end denne er sjelden eller ganske tabt; man vilde, det indrømmer han, derved faa en fuldkommen og usvækket Sprogform, der vilde forholde sig til Dialekterne saaledes, som det svenske og danske Skriftsprog forholder sig til den svenske og danske Dagligtale; ved strax at antage denne Plan vilde man saaledes opnaa den Fordeel, at Læseren fra først af blev vant til at see Ordene i deres egentlige Skikkelse og derved til
