Orthographi, ikke af dens Udtale. Den hele ordbog er selv saaatsige et Beviis for vort oldsprogs næsten uforandrede Tilværelse iblandt os.
Vi have af Hr. Ivar Aasens Grammatik allerede seet, hvorledes vort Folkesprog med Bibeholdelse af alle de grundvæsentlige grammatiske Former kun har bortkastet de mindre væsentlige, eller dem, hvis Bortkastelse overhoved giver de nyere europæiske Hovedsprog deres egentlige Præg; at det saaledes ganske har fulgt den Udviklingsretning, der gjorde sig gjeldende i Grækenland, Italien og Spanien, saavelsom i Nordeuropa, og som modificerede de ældre germaniske og sydeuropæiske Sprog til deres nuværende Skikkelse. Men vi have tillige erfaret, at den Modification, vort Oldsprog har undergaaet, er langt mindre gjennemgribende end den, der er bleven Latinen i Italien, Frankrige og Spanien, eller Angelsaxisken i England, til Deel. Vi finde, at vort Folkesprogs Forhold til oldsproget i grammatisk Henseende nærmest kan sammenlignes med Nygræskeps til Gammelgræskem den samme umærkelige overgang fra ældre til nyere Former, den samme Vaklen mellem ældre og nyere Former, og den samme Lethed i at ombytte nyere Former med ældre spore vi hos dem begge. Men ordbogen, for hvilken Grammatiken kun var en Forløber, og hvis Udgivelse vi, siden den i Fortalen til Grammatiken var bebudet, med Utaalmodighed ventede, viser tilfulde, at det ogsaa kun er disse grammatiske Former, som vort Folkesprog har aflagt, medens saagodtsom dets hele ordforraad uforandret har vedligeholdt sig. Med andre ord, at den Forandring, oldsproget har undergaaet, ikke engang er saa stor, at nogen Skjelnen mellem det ældre og nyere Sprog anderledes end som blotte Dialekter strengt taget behøvedes. Det er endog et stort Spørgsmaal, om ikke mange af de Former, der ved deres Afvigelse fra hvad der i Oldsproget var det sædvanlige synes at fremstille sig som egne for det nyere Sprog, allerede i Sagatiden vare til som Dialektformer.
Nærværende Ordbog er altsaa, i Forbindelse med Grammatiken, i ordets egentligste Forstand et Nationalverk, for hvis Udarbejdelse enhver fædrelandssindet Mand maa være dens talentfulde og utrættelige Forfatter uendelig megen Tak skyldig, ligesom ogsaa den Liberalitet, hvormed det kgl. norske Videnskabernes Selskab har understøttet Forfatteren, saavel ved Indsamlingen af hans Materialier som ved Verkets Udgivelse, fortjener den største Berømmelse.
