førend Sagsøgeren fremførte sine, og saaledes gav den Sagsøgte Sagsøgerens Ret i at gjendrive Anklagen. – Maaden, paa hvilken Medeedsmændene erhvervedes, var forresten ikke saa let, som man almindeligviis forestiller sig, og Udfaldet af en ikke ganske reen og klar Sag maatte derfor altid være temmelig tvivlsom.
De her omtalte Beviismaader have saaledes intet at bestille med Jury-Indretningen, og den Grændse, Forf. S. 47 for Englands Vedkommende drager mellem begge Institutioner, passer derfor ogsaa paa Medeedsmændene, saaledes som de anvendtes hos os. Om forresten Anklage-Juryen eller Magna Assisa skulde være en Levning eller Modification af Kvid-Indretningen, er et andet Spørgsmaal, og det torde maaske ikke være saa usandsynligt. Forf. er med Hensyn til Normannernes Rets-Indretninger, som til deres Lensforfatning, altfor tilbøjelig til at antage en fuldkommen Overeensstemmelse mellem dem og de øvrige Franskmænd (S. 37), medens Sagen dog nok egentlig er den, at de kun optoge Franskmændenes Sprog og ydre Cultur, men beholdt det meste af de ældgamle norske Indretninger tilbage.
Naar Forf. S. 41–43 omtaler baade Sectatorerne og de 12 Thegner ved de angelsaxiske Domstole, uden at sætte dem i Forbindelse med hinanden, saa har han næppe heri Ret. Benævnelsen „Sectatorer“ er desuden kun en senere opkommen latinsk, som de angelsaxiske Love ej kjendte; det maa oversættes „Samtykkende, Bifaldende“. Naar han nu selv siger, at disse Sectatorer vare de forsamlede frie Indvaanere af Shiret eller Hundredet, der afsagde deres Dom med Vaabengny, saa have vi i dem noget, der aldeles svarer til vore samlede Thingmænd, der med Vaabentag samtykkede i Lagrettens Dom. Hine Sectatorer eller Samtykkende maatte dog have noget at samtykke i, og dette kunde ikke være andet, end den foreløbigt af de 12 Thegner afsagte Dom. De 12 Thegner eller Lagmen ere altsaa ligefrem en Lagrette i norsk Forstand.
Jeg har her udtalt mig om den Deel af Skriftet, der for den norske Lovhistoriker er af størst Vigtighed. Den interessante Fremstilling af Juryens videre Uddannelse og Skjæbne i England, tilligemed dens indførelse i andre Lande, ligger udenfor den Hensigt, jeg i nærværende Opsats har stillet mig. Denne er at paavise Jury- eller Eedsvorne-Indretningen som en ældgammel og i Folkets Bevidsthed levende Rets-Institution under det bekjendte Navn Lagretten, hvis Betydning vel for en Deel kan være gaaen i Glemmebogen, men som dog til enhver Tid vil kunne gjenoplives, og som, endog under den tarvelige og næsten ukjendelige Form, hvorunder den nuomstunder fremtræder, dog kunde afgive et bekvemt Tilknytningspunkt til en efter den engelske Jury-Institution formet Indretning, hvis blotte nationale Benævnelse maaskee endog vilde bidrage til, at man strax hilsede den som en gammel Bekjendt.
