Parts-Eden selv en Ordal. Parts-Eed og Ordaler behandledes paa samme Maade og sattes efter Christendommens Indførelse i Forbindelse med den kirkelige Ritus. Ligesom man antog, at Gud selv ledede Tvekampens eller Ildprøvens Udfald, saaledes meente men, at Gud virkede paa de Sværgendes Samvittighed, og den Vanskelighed, der maatte være ved at tilvejebringe Medeeds-Mænd, gav ligeledes dette Beviismiddel det hazardmæssige Præg, der udgjorde Ordalens Særkjende. Ligesom Ordalerne, Tvekampen undtagen, foregik ved Kirken, saaledes aflagdes ogsaa Ederne ved Kirken. Ordalen og Eden kunde enten være absolverede, førend Sagen kom ind for Thinget; da fremførtes Resultatet vidnesfast til Thinge, og Thingmændenes Dom eller rettere sagt Executions-Kjendelse rettedes derefter; eller den aflagdes af Dommerne selv, som da foreløbigt afgave Kjendelsen for det Tilfælde, at Beviset lykkedes, i hvilket Øjeblik Executionsretten indtraadte strax, som om Dommen da var afsagt. Men Maaden, hvorpaa Eden af Flere i Forening aflagdes, synes ikke til alle Tider at have været den samme. Den gamle islandske Lov, der dog udtrykkelig siges at være grundet paa Gulathingslagen og i alle Fald maa være formet efter norske Rets-Vedtægter, kjender nemlig ikke de egentlige Benægtelses-Eder, som Tylfter-Eed o. s. v., men har derimod de saakaldte Kvider, der mere svarede til de danske og svenske Nævndemænd, skjønt ingenlunde nøjagtigt. De opnævntes af Sagsøgeren, som dertil dog skulde tage dem, der boede i Nærheden af Modparten og følgelig forudsattes at kjende til Sagens Sammenhæng, hvorfor de og kaldtes Heimilisbúar (Hjemboer), og deres Udsagn, der gik ud paa at bevidne, hvad der almindeligviis sagdes om Sagen, kaldtes Heimiliskviðr. Antallet af disse Kvidmænd eller Heimilisbúar, oftest slet og ret kaldet Buar, var undertiden 5, oftest 9, stundom 12. Modparten havde Recusationsret og var desuden berettiget til, i alle Sager, hvor Sagsøgeren havde udnævnt 9 eller 12 Buar, af disse samme at udtage fem til sit Forsvar (den saakaldte Bjargkviðr), og i Gunst af dem faldt altid Dommen, om Sagsøgeren end havde flere paa sin Side. Kvidmændene beedigede altid deres Erklæring og vare saaledes etslags Medeedsmænd, men ingenlunde i den Forstand, som de virkelige Consacramentales i Tylfter-, Setter- og Lyritar-Eed. En Levning af den ældre Indretning forekommer endnu i den ældre Frostathingslov under Navn af Heimiliskviðarvitni eller Vidnesbyrd fra vedkommendes Naboer, hvormed Sagsøgeren kunde bevise sin Paastand, men Modparterne kunde fri sig ved Lyritar-Eed (d. e. Eed, som han aflagde selv tredie, efter Ordene „Indsigelses-Eed“). Naar denne Forandring i Beviismaaden er indført, vides ikke, men man skulde næsten antage, at den er indkommen med Christendommen, efter de sydgermaniske Landes Mønster og for at bringe Benægtelses-Eden mere ind under Ordalernes Kategori. Merkeligt bliver i alle Fald det dunkle Udtryk hos Saxo, hvor han fortæller om Kong Harald Rein (1076–1080), at han forandrede Beviisordenen i Rettergang ved at forordne, at den Sagsøgte skulde befri sig ved sine Beviismidler,
