redforstander) ogsaa maa udledes af Ordet „Her“ (Krigshær). I Norge idetmindste kom Thingene eller Folkeforsamlingerne næppe ibrug, efterat Bygder og Grender havde dannet sig og Fiendtligheder imellem dem vare udbrudte, ligesom de næppe oprettedes for at raade Bod paa disse Ulemper. Thingene existerede som urgammel Folkeskik ligefra den første Dag, da vore Forfædre satte Foden i Norge; Thing-Institutionen har i Norge aldrig været oprettet, thi den medbragtes af de første Indvandrere, der nedsatte sig i Landet, og den medførtes siden af Udvandrerne til Island og Grønland.
I Udviklingen af Romerrettens Indvirkning paa den gamle germaniske Retsforfatning som overhoved af Lensindretningen, synes Forfatteren heller ikke at have trængt saa nøje ind i de sande Forholde, at disse staae ganske klart for ham. Uagtet hans Udtryk paa flere Steder ere noget svævende, saa synes dog hans Mening at være den, at Romerretten saagodtsom strax efter Folkevandringen indførtes hos de fleste germaniske Nationer, der gjorde sig til Herrer over Europas sydligere Lande. Navnligen siger han dette om Østgoterne, vestgoterne og Burgunderne. Han sætter Lens-Indretningen vel meget i Forbindelse med Romerretten, skjelner ikke nok mellem de egentlige Kjøbstæders og Landdistricternes Forhold i de første Aarhundreder efter Folkevandringerne og er overhoved tilbøjelig til at antage, deels at enkelte Retsforanstaltninger, der i sin egentlige Natur tilhøre Germanerne, ere udsprungne af Romerretten, deels ogsaa at flere af frankiske Konger og andre Magthavere givne Bestemmelser vare nye og forhen ukjendte (f. Ex. Ludvig den Frommes Forordn. om 12 Scabini), medens Sammenligning mellem de forskjellige germaniske Lovgivninger snarere viser, at de fleste Bestemmelser af dette Slags sluttede sig til noget Bestaaende, hvilket de i det Højeste kun modificerede, og som alene af den Grund ikke synderlig ofte omtales, at det udgjorde et væsentligt Moment i den germaniske Retsbevidsthed. Vi skulle i det Følgende, hvor vi nøjere omtale den oldnorske Rettergang, atter komme ind paa denne Materie. Her ville vi for det første nærmere betragte den Maade, hvorpaa Forholdene gestaltede sig i de romerske Lande, der ved Folkevandringen kom til at tilhøre Germaner, og den i disse sig udviklende Lensret. Vi have tidligere søgt at charakterisere den store Grundforskjellighed mellem den germaniske og den romaniske Stats- og Retsforfatning saaledes, at den første var grundet paa
