indførtes henimod Begyndelsen af det 13de Aarhundrede. Denne og lignende Fejl vilde Forf. kunne have undgaaet, hvis han havde benyttet Prof. Keysers „Udsigt over den norske Samfundsordens Udvikling i Middelalderen“, udkommen i „Nor“, 3die Binds andet Hefte 1846, et særdeles instructivt og med Hensyn til de radikale Forbedringer i Fremstillingen af vore ældre Retsforhold, det indeholder, for Lovhistorikeren uundværligt Skrift. Der sees heller ikke Spor af, at Forf. har benyttet Grimms og Eichhorns Verker over Tydsklands ældre Retsforfatning, ligesom han overhoved i sine historiske Undersøgelser synes at have undladt at trænge saaledes tilbunds, at han har erhvervet sig nogen klar Anskuelse af Tingenes sande Væsen. Forf. er overhoved ikke fri for at anvende, som saa mange andre, især af den historiske Skole, der herskede et Par Generationer tilbage, hvad man kunde kalde den construerende Historiegranskning, nemlig en saadan, hvorved man uden noget nøjere, ofte endog aldeles uden noget Studium af de rette Kilder, fremstiller de nyere Institutioners Oprindelse efter egne Hypotheser om, hvad der kan have været rimeligt. I mange Tilfælde er nu virkelig Sagen saa klar, at Hypothesen i sine almindelige Omrids ikke kan andet end stemme med, hvad der ved dybere Granskninger viser sig at have fundet Sted, men deslige Materier nytter det ej at conjecturere, eller man maa idetmindste, for at kunne conjecturere, have en Masse specielle Facta at holde sig til.
Idet jeg her nærmere gjennemgaar Forfatterens historiske Udvikling af Materien, er det ikke min Agt at levere nogen udførlig Fremstilling af Dommermyndighedens Organisation hos os i ældre Tider, men kun noget nøjere at antyde Lagrette-Væsenets Beskaffenhed og dets Analogi med Jury-Institutionen, samt overhoved at paavise, hvorledes denne saavelsom lignende Indretninger ikke tilfældigviis har dannet sig eller i sin Oprindelse er egen for England, men egentlig, skjønt under forskjellige Modificationer, har bestaaet, saalænge germanisk Retsforfatning har været til.
Forfatterens charakteristik af Forskjelligheden i Stats- og Retsforfatning mellem de ældste europæiske og de ældste orientalske Nationer holder næppe ganske sin Prøve. Den Skildring, han giver af det orientalske Patriarkat, passer egentlig kun paa de semitiske Nationer, som Jøder, Arabere, osv., men derimod ikke paa de østligere boende Folkeslag af den saakaldte indo-
