Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 1.djvu/583

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

hvorved man strax kunde give Indretningen sin nationale Farve og historisk Sammenhæng med den foregaaende Retstilstand.

Men disse Analogier fremgaae kun ved en nøgen Undersøgelse af vort ældre Retsvæsen i Sammenligning med de øvrige germaniske Nationers; og denne Undersøgelse maa desuden anstilles med tilbørligt Hensyn til de Kilder, som nu ere tilgængelige, og til de Skrifter over denne Materie, som i de nyeste Tider, i hvilke først den egentlige Sands for germanisk Retsforfatning kan siges at være vakt, ere udkomne. Det forekommer mig, som om Forfatteren i dette Stykke har taget sig Sagen noget vel let. Hvorvidt det egentlig paalaa ham at levere nogen historisk Udsigt over den omspurgte Institution, eller om denne historiske Indledning er noget, han uopfordret, alene for Fuldstændighedens Skyld, har tilføjet, bliver her vistnok ligegyldigt, thi om man end i sidste Tilfælde maa ansee det priisværdigt, at Forf. ogsaa har skjenket den historiske Side af Sagen sin Opmerksomhed, saa bliver dog derved ikke Forpligtelsen til at indrette sine Forskninger efter Videnskabens nuværende Standpunkt mindre. Allerede med Hensyn til enkelte af de Kilder, Forf. har benyttet, kunde der gjøres nogle Bemerkninger. Det lader nemlig noget besynderligt, naar han citerer vore gamle Love ikke efter den nye Original-Udgave, men efter Paus’s Oversættelse, med de der forekommende urigtige Benævnelser og aabenbare Trykfejl. Den ældre Gulathingslov kalder han saaledes fremdeles „Hakon Adelsteens“[1] Gulathingslov, uagtet den i den Skikkelse, vi have den, skriver sig fra det 12te Aarhundrede, og dens egentlige Redaction, naar man skal gaae endnu højere op i Tiden, vel nærmest er at henføre til Olaf den Hellige, efter hvilken samtlige norske Love af Folket selv langt hen i nyere Tider og, saavidt vides, endnu paa Orknøerne og Hetland kaldes Hellig Olafs Lov. Bestemmelsen om Lagmænd i den ældre Frostathingslovs Indledning synes Forf. (S. 20) at henføre lige til de ældste Tider, uagtet Lagmands-Institutionen først

  1. Naar skal dog den urimelige, urigtige og i vore Kongesagaer aldeles ukjendte Benævnelse „Hakon Adelsteen“ ophøre at spøge iblandt os? Det gaar endog saavidt, at Nogle kalde denne Konge slethen „Adelsteen.“ Det har aldrig været Skik og Brug, at Fostersønnen optog Fosterfaderens Navn. Kong Haakon den Gode kaldte sig saaledes heller ikke nogensinde Adelsteen, men man kaldte ham undertiden, rimeligviis længe efter hans Tid, Adelsteens-Fostre (ɔ: Fostersøn) for at adskille ham fra andre Konger af dette Navn. Underligt nok, at man ikke ogsaa har fundet paa at kalde Kong Harald Haarfagre „Harald Dovre“, fordi han ikke sjelden kaldes „Harald Dofrafostre“.