mønstrer ogsaa virkelig de i Historien mest fremtrædende og i verdensbegivenhederne indgribende Folks Retsforfatning ligefra de ældste Tider. Efter en kort Charakteristik af Hovedforskjellen mellem de europæiske og asiatiske Nationer i Stats- og Rets-Forfatning berører han det atheniske og det ældre og senere romerske Rettergangsvæsen, skildrer derpaa de germaniske Folks Institutioner strax efter Folkevandringen og dvæler fornemmelig ved Frankerne, omtaler Feudalvæsenet og viser, hvorledes Romerretten i Frankrige og Tydskland efterhaanden fortrængte de ældre Rets-Institutioner. Derfra gaar han over til de nordiske Lande og dvæler fornemmelig ved vort eget Fædrelands ældre Indretninger; omsider gaar han over til England, hvorved han naturligviis fornemmelig bliver staaende som Jury-Indretningens egentlige Mønsterland; til Slutningen omtaler han de Lande, som i de nyere Tider, tildeels efter engelsk Mønster, have optaget Jury-Indretningen. Det Resultat, hvortil Forf. ved Sammenligning mellem vor ældre Rets-Forfatning og Jury-Institutionen er kommen, angiver han selv saaledes (S. 33): „Overeensstemmelsen bestaar vistnok ikke i andet end i, at Domsbehandlingen foregaar ved tilfældige af Folkets blasse valgte Personer og ikke ved fast beskikkede Dommere, saaledes at enhver Sag har nye Dommere; men en stor Ulighed falder strax i Øjnene formedelst den væsentlige Omstændighed, at vore gamle Lagrettesmænd vare Dommere i Sagen i dens fulde Omfang, men at Jurymændene kun ere det i Henseende til Sagens factiske Kvæstion, ikke at tale om hele Detaillen af disse Retters Organisation.“
Allerede heraf seer man, at Forfatteren erkjender en vis Lighed mellem vor gamle Lagrette-Institution, saadan som den var for fire eller fem Aarhundreder siden, og Jury-Indretningen; men han finder dog denne Lighed ikke synderlig stor og dvæler isærdeleshed ved den Omstændighed, at vore Lagrettesmænd dømte baade om Factum og Lovens Anvendelse derpaa, medens den engelske Jury alene dømmer om Factum. Det forekommer mig imidlertid, at der ere langt større Analogier mellem begge Institutioner, end Forfatteren antager; Analogier, saa betydelige, at de ved Behandlingen af denne Sag hos os næppe burde lades ud af Betragtning, da det endog er et stort Spørgsmaal, om man ikke netop i den svage Rest af Lagrette-Institutionen, som endnu har bevaret sig hos os, alligevel har et Tilknytningspunkt,
