de kalde et Prøvehefte, og til hvis Udgivelse saavel det kgl. norske Videnskabers Selskabs Liberalitet, som Hr. Bogtrykker Mallings Foretagelsesaand har sat dem istand, gjort Rede for den Plan, de have fulgt og ved Arbejdets Fortsættelse agte at følge. De opfordre ogsaa dem, der interessere sig for Sagen, til at udtale sin Dom derover. Dette er overhovedet en let Sag, thi et Verk, der er saa fortrinligt behandlet, som nærværende, trænger ej til nogen vidtløftig Ros. Med Hensyn til Planen kan jeg ikke andet, end i alt det Væsentlige at være enig med Udgiverne, fornemmelig i det vigtige Punkt, hvori dette Diplomatarium adskiller sig fra lignende Arbejder i andre Lande, at hvert Bind inddeles i en særskilt Samling af Diplomer fra hele den Aarrække, Diplomatariet skal omfatte. Foruden de mange vægtige Grunde, som Udgiverne have opstillet for denne Fremgangsmaade kunde man i Korthed udvide det Side VI. antydede derhen, at man, hvis man vilde vente med Udgivelsen, indtil det hele Forraad af Diplomer, om end blot for de første Decennier, var indsamlet, aldrig vilde komme til at paabegynde Verket, thi de norske Diplomer ere endnu ikke paa langt nær sammenstimlede, men findes, foruden paa de omtalte Steder udenlands, ogsaa endnu i Mængdeviis rundt om i Landet, ja flere ere endnu uopdagede eller ulæste, da vedkommende Besiddere, enten af Frygt for at miste dem eller af andre overtroiske eller dem selv og andre uforklarlige Bevæggrunde, ofte vægre sig, ej alene ved at afgive dem til Rigsarchivet, men og ved at lade dem afskrive eller overhoved blot undersøge af kyndige Mænd.[1]
- ↑ Vi benytte her Anledningen til at gjøre vedkommende Diplom- eller Skindbrev-Ejere opmerksomme paa, at enhver saadan Frygt for at udlevere eller fremvise Diplomerne er højst utidig. For det første er den Kunst eller Færdighed at læse eller afskrive Skindbrevene nu bragt til en saadan Fuldkommenhed, at en paalidelig Afskrift ganske kan træde i Originalens Sted, saaat Ejeren af Brevet ikke engang behøver at frygte nogen Anmodning om at udlevere det, naar han helst ønsker at beholde det paa sin Gaard. For det andet kan han, hvis han indleverer det i Rigs-Archivet, altid, om han ønsker det, faae en aldeles paalidelig og bekræftet Afskrift og Oversættelse tilbage, som han kan opbevare i Diplomets Sted, og som har den Fordeel, at han selv og den Øvrighedsperson, for hvem han maaskee en sjælden Gang i en Proces kan komme til at fremlægge den, kan forstaae Indholdet, medens Skindbrevene selv ere dem uforstaaelige. Endelig behøver han ej at frygte for, at Diplomet vil forkomme i Rigs-Archivet, men han kan være sikker paa, at det her vil blive bedre opbevaret end hjemme hos ham selv, og hans Navn som Giver, samt Gaarden, hvortil det hører, bliver indtegnet i en Bog, hvor det staar at læse for alle kommende Slægter.
