fra det 14de, forresten ere de alle paa Latin. Det er derfor ej alene som blotte Vidnesbyrd om bestemte Facta og Personer, ej heller som blotte Sprogprøver, men ogsaa som de troeste og paalideligste Mindesmerker om den norske Nationalitet, om en Nationalitet, der under saa sterk fremmed Paavirkning blev sig selv lig og lige til de sildigste Tider beholdt den urgermaniske Friskhed, at vore Diplomer ere egne i sit Slags fremfor andre, og derfor ogsaa maae byde den udenlandske Culturhistoriker et interessant Materiale. Det er kun Angelsaxerne, der i dette Stykke nogenlunde kunne maale sig med os, og forsaavidt overgaae os, som deres Diplomer ere saameget ældre end vore, dem de dog paa den anden Side have saameget færre; Aarsagen til deres store Ælde er desuden ene den, at Christendommen og tilligemed den den latinske Bogstavskrift indførtes blandt Angelsaxerne 400 Aar, førend den kom til os. Angelsaxerne bragte os Christendommen og den latinske Bogstavskrift kort Tid, førend de selv bleve undertvungne, og det er ikke usandsynligt, at den Agtelse for Nationalsproget, som herskede blandt hiint merkelige Folk, ogsaa har bidraget sit til, at de første Religionslærere i Norge viste Agtelse for Nationens eget Sprog og ej nødede vore Forfædre til at slaae Vrag derpaa. Det er dog et Spørgsmaal, hvorvidt det vilde have lykkets dem, om de havde forsøgt noget saadant, thi det lykkedes dem idetmindste ikke at udrydde Benyttelsen af den gamle Gudelære i Digtekunstens Udøvelse.[1]
Hvad der endvidere gjør en fuldstændig Udgave af norske Diplomer ønskelig, ja uundværlig, er den Omstændighed, at disse ved flere sammenstødende Omstændigheder ere mere adspredte, end et Lands Archivsager ellers pleje at være. I Almindelighed findes et Lands Archivsager ikke udenfor vedkommende Land selv; de norske Diplomer ere derimod ved Unionen med Danmark og andre Omstændigheder blevne adspredte, saaledes at det største Antal maaskee endnu findes i danske
- ↑ Man kunde vel paa en vis Maade ansee Rune-Indskrifter for en Art af Diplomer, i saa Fald besidde Sverige og Danmark diplomatariske Sager, der ere langt ældre end vore; de ere vistnok ogsaa af den højeste Interesse, men Enhver indseer dog let, hvor stor Forskjel der er mellem et heelt Diplom og en kort Notits i Lapidarstil. Runemonumenternes Interesse er hovedsagelig den sproglige.
søgninger have hidtil været frugtesløse; nogle tro, at de ved et uheldigt Tilfælde ere opbrændte i Danmark, andre, at de maaskee kunde findes i et eller andet dansk Archiv.
