Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 1.djvu/561

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
557

ej kjendtes, og de forskjellige Grene af Literaturen derfor hel ler ikke vare saa bearbejdede at man — som Tilfældet er i de nyere Tider — alene i et Lands Literatur har den troeste Afspejling af Nationens indre Liv. Archivsager, som Domme, Contrakter, Forhørsakter, Brevvexlinger, diplomatiske Noter, Reskripter, Love og Forordninger o. s. v., vise os saamange Sider af Folkets indre Liv, føre os saaledes ind i alle indre Forholde, at vi deraf, naar vi besidde dem i tilbørlig Fuldstændighed, kunne danne os de klareste Forestillinger em Retstilstanden og den sociale Udvikling af de offentlige Institutioner til enhver Tid, medens de desforuden ligesaa ofte meddele os de nærmere Omstændigheder ved mangen vigtig ydre Begivenhed og aabenbare os den rette Grund dertil, hvilken ellers vilde have været os skjult. Derfor have ogsaa lige til de seneste Tider Stats-Archiverne været bevogtede endog med Ængstelighed og ingenlunde aabnede for hvilkensomhelst Nysgjerrighed thi man har altfor vel vidst, at et eller andet Dokument kunde meddele en Oplysning, der ej alene saarede Nationalfølelsen, men og kunde kompromittere det endnu regjerende Dynasti.

Archivsagerne kunne igjen efter deres Indhold deles i to Hovedklasser, de, der vedkomme den hele Nation, og de, der kun vedkomme Enkeltmand eller en Corporation. Til den første Klasse hører formeentlig alt, hvad der udgjør Landets Lovgivning; den anden Klasse omfatter derimod fornemmelig de saakaldte Diplomer eller Brevskaber, Dokumenter osv.; dog er Grændsen mellem begge Afdelinger umulig at drage med Bestemthed, ligesom en saadan nøjagtig Skjelnen ogsaa er uden Interesse. I Almindelighed kan man sige, at da først er Materialet til en Nations Historie fuldkommen tilgængeligt for Alle og Enhver, naar baade dens ydre historiske Kildeskrifter, som Krøniker, Sagaer o. desl., dens Love i deres hele Række, og dens Diplomer ere fuldstændigt udgivne.

Hvad nu vort eget Fædreland angaar, da ere dets Diplomer endog i flere Henseender af større Interesse, end de fleste øvrige Landes. Det er nemlig en bekjendt Sag, at de egentlige norske historiske Kildeskrifter, Sagaerne, ej naae længere end til noget over Midten af det 13de Aarhundrede eller, hvis man vil regne de islandske Sagaer med, til Begyndelsen af det 14de. Heller ikke besidder man for Tidsrummet mellem 1263 og de nyere Tider nogen ordentlig Krønike; islandske Annaler, der og af og til omtale norske Begivenheder, naae lidt ud i det 15de