fremmet og fremdeles fremmer denne Nationalsag. Maatte nu ogsaa kun Forfatteren finde ret Paaskjønnelse og Opmuntring til at fortsætte Arbeidet med samme ufortrødne Lyst og Iver, han, hidtil har lagt for Dagen, og ikke savne Kræfter og Understøttelse til dets Fuldendelse.
Den sidste Udenrigspost har bragt Efterretningen om de Danskes hæderlige, men uheldige Kamp mod tydsk Overmagt Ved det gamle Danevirke. I dette Øieblik have Tydskerne maaskee trængt frem lige til Nørrejyllands Grændse, om ikke videre. I tydske Blade udtales tydeligere og tydeligere den Hensigt, ved denne Leilighed ikke alene at erobre Slesvig, men ogsaa Jylland og Øerne, med andre Ord, tvinge hele Danmark ind i det tydske Forbund, hvilket under de nuværende Forholde er det samme som at udslette Danmark af Staternes Række. „Mindre end dette“, hedder det i Augsb. allgem. Zeitung, „vilde være en Latterlighed“.
Og dette staae vi andre Nordboer roligt og see paa. Vi interessere os paa langt Held for Danmark, vi trøste os med Fortolkninger af fremmede Ministres gaadefulde Talemaader, med Nødvendigheden for Stormagterne af at overholde det europæiske Ligevægtssystem. Vi vente Flaader fra England, maaskee og fra Rusland. Men efter de sidste Efterretninger fra Udlandet er det dog klart, at intet i denne Henseende er at vente, og at Danmark vil blive overladt til sig selv. England og Rusland have ogsaa nok at gjøre med deres egne Anliggender. Ogsaa de matte, som det synes, lade det beroe med diplomatiske Forhandlinger og med at interessere sig for Danmark paa langt Held. Og hvad Ligevægtssystemet i Europa angaar, da er det, som saameget andet fra Wienerkongressens Dage, begravet i den sidste europæiske Revolution.
Det slesvigske Spørgsmaal har saa ofte været drøftet, og senest i dette Blads sidste Løverdagsnummer,[2] at vi her ikke
