som forhen antydet, i en Lexicon, der omfattede baade det oldnorske og det nyere norske Ordforraad, hvor da ved hvert Ord gjordes det nøiagtigste Regnskab for de Former, under, hvilke det fremtræder i de forskjellige Mundarten Da først kunde man sige, at Forraadet var fuldstændigt. Tiden dertil synes nu at være kommen, og yderst beleilig. I lang Tid har vor lærde Sprogforsker, Hr. Unger, samlet paa Materialier til en oldnorsk Lexicon. Englænderen Cleasby arbeidede imidlertid ogsaa ivrigt i samme Formaal, og da mange og gode Kilder stode til hans Raadighed, havde Unger bestemt sig til at afvente Publicationen af Cleasby’s Verk for at kunne benytte det som Hjælpemiddel til sit eget. Men Cleasby døde uheldigviis ifjor, og det er uvist, naar og af hvem hans Materialier ville blive bearbeidede. At vente, indtil dette engang skeer i en ubestemmelig Fremtid, vilde næppe være rigtigt, saamegetmere som Ungers Materiale i Fuldstændighed næppe giver det af Cleasby samlede stort efter. Hvis nu begge DHrr. Unger og Ivar Aasen forenede sig om Udgivelsen af en fuldstændig norsk Lexicon, omfattende det hele Forraad fra de ældste Tider indtil nu, da maatte det vistnok lede til et herligt Resultat og et Nationalverk komme istand, der i hele Europa søgte sin Lige.
Forfatterens Betegning af det oldnorske Sprog og hans Citater fra dette kunde maaskee være mere nøiagtige. Han bruger nemlig som oftest den urigtige Benævnelse „Islandsk“, endog naar Talen ei er om det Nyislandske, f. Ex. naar han § 6 siger, „at det islandske Sprog for omtrent et tusinde Aar siden blev overbragt til Island ved udvandrede Folk fra Norge“; thi dette overbragte Sprog maatte dog være det norske Sprog. Ligeledes hedder det i § 76, at Grundformen Tidur stemmer med den islandske þidr (rettere þiðurr); paa Island gives, saavidt vides, ingen Tiurer, og Ordet er derfor alene oldnorskt. Men rimeligviis er dette blotte Incurier, og i alle Fald have de ikke stort at betyde.
Til Slutning kan jeg ikke undlade med et Par Ord at henlede Opmerksomheden paa Forf.s rene, klare og isandhed klassiske Stiil, hvilken hos ham er saameget mere at beundre, som han ikke, ligesom de, der have gjennemgaaet den lærde Skoledannelse, er opvoxen med Brugen af skriftsproget. Ved at læse den i mange Henseender instructive Fortale overbeviser man sig bedst om hans stilistiske Færdighed.
Det kgl. Videnskabernes Selskab har gjort sig høiligt fortjent af Fædrelandet ved den liberale Understøttelse, hvormed det har
