kvemmest skrives á, é, í, ó, ú, ý, medens de korte Vocaler, sammensatte med andre end sig selv, danne Diphtonger, af, der ved Omlyden formedelst det i, den indeholder, er bleven ei, og au; endelig at der af det lange á og ó ved Omlyd dannes æ og œ; af au ved Omlyd ey. Saaledes er Forholdet. Der gives i Sproget intet oprindeligt æ eller œ. Hvor det forekommer, er det altid dannet af aa (á) eller oo (ó), f. Ex. læsa af laas eller lás; dœma af doom eller dóm. Brugen af æ til at betegne et kort, aabent e er en Misbrug, der har indsneget sig; den er vildledende i flere Henseender og burde afskaffes. Forskjellen mellem de lange og korte, eller rettere sammensatte og usammensatte Vocaler er ifølge det Skrift, vi her have for os, i vore bedste Folkedialekter aldeles uforandret, som den var i Oldtiden; hvorfor skulde man da ikke ogsaa betegne den paa samme Maade? Det strider, veed jeg, Flere ville indvende, mod Brugen. Men hvilken Brug? Brugen i det danske skriftsprog? Den kan man dog ikke ville anvende paa norske Lydforhold, uforandrede fra det norske Oldsprog. Alligevel er det denne Brug, der spøger i Baggrunden. Sagen er nemlig den, at da man paa Edvard Storms og Stockfleths Tid begyndte at opskrive og digte Viser i Fjelddialekterne, havde de, som skrev og digtede, ikke fjærneste Begreb om disse Dialekters sande Natur og Lydforhold. De søgte at gjengive Lyden efter det danske Skriftsprogs derfra aldeles forskjellige og dertil aldeles uskikkede Lydsystem, og gjengave den, omtrent som om man vilde skrive Fransk med dansk Retskrivning, f. Ex. Parlee vu frangsæ? Ui Mossiö, öng pö. Saadan er den saakaldte Brug, thi siden fulgte man uden Skrupler Exemplet. Men engang maa dog dette Uvæsen afskaffes, og dertil er Ordbogen det allerbedste Middel. I denne burde man saaledes heelt og holdent indføre den rette oldnorske Lydbetegning, f. Ex. de aecentuerede Bogstaver og det stungne ð, der nu, efter hvad Forf. oplyser, i nogle Bygder udtales, i de fleste ei høres; men udtales det, bør det dog findes i Skriften, udtales det ei, kan det ei forvilde, da det ved sin Form tilbørligt udmerker sig; det kan derimod i dere Tilfælde bidrage til større Tydelighed, f. Ex. i Præfixerne sið og si, der nu udtales paa samme Maade.[1] Men allerbedst vilde det vistnok være, om Ordene aldeles henførtes til deres oprindelige oldnorske Form og indlemmedes,
- ↑ Det gl. síðvátr (sildig vaad) og sívátr (overalt vaad) udtales nu eens, sivaat. Naar man skjelnede mellem begge Former ved at skrive det første síðvaat, síðvát, det andet sívaat, sívát, vilde ingen Feiltagelse kunne finde Sted.
