Dialekter i Bergens Stift. Da jeg nu ved de foregaaende Undersøgelser havde fattet megen Interesse for Sagen, følte jeg mig naturligviis opmuntret ved dette Tilbud, som jeg da ogsaa modtog, skjøndt ikke uden Frygt for, at mine Evner maatte blive utilstrækkelige til at udføre et saadant Arbeide saaledes, at Selskabets Hensigt derved kunde opnaaes“.
Planen for denne Undersøgelse var i Begyndelsen ikke saa omfattende, da der nærmest Var tænkt paa de vestlige Districter og især Bergens Stift; siden udvidedes den ogsaa til de østlige, og Forf. udstrakte, understøttet af Selskabet, nu sine Reiser ogsaa til Nordland og Østlandet. Hans Hovedformaal var forresten at samle Bidrag til en Ordbog, og det er kun som en Forberedelse til denne, at den beskedne Forf. Vil have sit Verk betragtet. Imidlertid er, som vi tidligere bemerkede, Verket saa grundigt og omfattende, at det i og for sig maa kaldes et Hovedverk, enten saa Ordbogen kommer istand eller ei.
Vi kunne dog ikke dølge vor Længsel efter ogsaa snart at see Ordbogen udgiven, og saavidt vides, har Forf. saa store Materialier dertil, at Arbeidet endog uden yderligere Indsamling nok kunde paabegyndes. Men naar denne Ordbog ei skulde være et simpelt Bogstaverings-Repertorium for dem, der vilde forsøge at skrive i Folkesproget, burde dog vel her et strengere orthographisk System lægges til Grund, end det, som i Grammatiken er fulgt. Med andre Ord, man burde vel aldeles antage den rette oldnorske Skrivemaade, thi det er dog ingen, der bedre kan betegne Lyden og dens Nuancer; den har organisk udviklet sig af Sprogets egen Natur og er derfor den naturlige. Udførligen at vise dette, vilde her lede til for stor Vidtløftighed, og jeg kan saameget hellere undlade det, som den Oversigt over Sprogets oprindelige Lydforholde, der er meddeelt i min Fremstilling af den ældste nordiske Runeskrift,[1] for enhver, der forstaar sig noget paa deslige Sager, rimeligviis vil hidføre en bestemt Overbeviisning om hiin Lydbetegnings Begrundelse i Lydsystemets organisme. Hvad kan f. Ex. med Hensyn til Brugen af Accenter, ligemeget hvilke (' eller ^), paa de lange Vocaler være simplere og tydeligere, end følgende Sammenhæng: de oprindelige Vocaler ere de tre korte, a, i, u, hvortil de tre afledede korte Mellemvocaler komme: e (mellem u og i), o (mellem a og u), y (mellem u og i); disse Vocaler, sammensatte med sig selv, blive fordobblede eller lange Vocaler, aa, ee, ii, oo, uu, yy, der be-
- ↑ [Kortfattet Fremstilling af den ældste Nordiske Runeskrift og den i de ældste Runeskrifter herskende sprogform, af P. A. Munch. Chr.a. 1848. 44 S.]
