bindelse med den af Forf. vedtagne Brug, oftere at anvende aa og æ som korte Vocaler; men det er vistnok kun en Indrømmelser, han her har gjort det danske Skriftsprog. Hvis dette ikke uretteligen havde forvexlet o og aa, e og æ, vilde Indrømmelsen næppe have fundet Sted. Naar forresten Forf. i Anm. § 125 ikke angiver Grunden til, at Omlyden a : o allerede er tilstede i Nom. sing., da er det maaskee et Princip, at han med Flid afholder sig fra Forklaringer, der ene kunne hentes fra Oldsproget. — Ordet Glym (§ 78) er næppe en Afvigelsesform af Ljom (hljómr), men er det gl. glymr af glymja, Præs. glumda. Ligeledes bør man vel næppe skrive Høring eller Hjuring (se 89), ligesom vel ikke engang det sidste er det Oprindelige, thi Høring er øiensynlig det gl. hirðingi[1] af hirða, passe, hvoraf hirðir, Hyrde; at det skrives med ø, grunder sig paa den af Forf i § 46, Anm., rigtigt bemerkede Tendens hos det aabne i foran r at gaa over til y, hvilket igjen let bliver ø; man skulde vel saaledes skrive Hyrding, og her er igjen y udvidet til ju, Hjurding. At der her ei alene er r, men rd, viser den tykke Udtale af r i dette Ord, der har foranlediget den urigtige Skrivemaade Juling.
Afsnittet om Orddannelsen er ligeledes fortrinligt behandlet og af særegen Interesse derved, at det saagodtsom uforandret kunde optages i en oldnorsk Grammatik, i den Grad har den hele Aflednings-Organisme vedligeholdt sig. Blandt de mange skarpsindige Bemerkninger, som her findes fremsatte, ville vi især udhæve den i § 160 paapegede præt. participialske Form, visse Adjectiver, der udtrykke, at Gjenstanden er forsynet eller beheftet med noget, antage, f. Ex. hært (af Haar), øygd (af Auge), bærarmna(d), osv. Det er ingen Tvivl underkastet, at man maa tænke sig disse Adjectiver som partic. præt. af obsolete svage Verber, enten af 1ste Classe med i, eller 2den Classe med a, f. Ex. hæra (af hár), forsyne med Haar, præt. hærðr; eygja (af auga), forsyne med Øine, præt. eygðr; hringa (af hringr), at pryde med Ringe, præt. hringaðr.
Afsnittet om Bøiningsformerne er, saavidt skjønnes, aldeles udtømmende behandlet, men de større Afvigelser fra det Gamle og derfor og mellem Dialekterne indbyrdes, der af let begribelige Grunde her finder Sted, hvad Nominalflexionen angaar; foraarsager en Mangfoldighed af Former, der maaskee for andre end ivrige Sprogforskere kan synes noget afskrækkende. For sprogforskerne afgiver den derimod et rigt Udbytte. Ogsaa her
- ↑ Se f. Ex. nyere Gul. L. Landsl.-B. 38 [N. g. L. II. S. 128].
