andre Sproget. Dog er hermed ikke sagt, at vi aldeles skulle holde os inden de Grændser og Regler, de Danske afstikke for os[1]. Charakteerforskjelligheden i begge Lande foraarsager og tilsteder naturligviis adskillige Modifikationer, men disse ville dog næppe tilintetgjøre den sikkre Grundtone, der betegner et ordentlig reguleret Sprog, og deres Oprindelse vil noksom adskille dem fra Vilkaarligheder og Magtsprog.
Langt hensigtsmessigere end hiin falsk-patriotiske stræben var det, hvis man, ved at udbrede almindelig Kundskab til vort Oldsprog og de deri opbevarede herlige Skrifter, hædrede vore Oldtidsminder paa den rigtige Maade. Var først Kjerlighed og Fortrolighed med vore Fornlævninger udbredt i Landet, vilde snart en renere Stræben efter Selvstændighed i Literaturen følge. Vi raade Sprogreformatorerne at bruge denne Forberedelse; de kunne da fornuftigere og mere konseqvent anvende deres Liebhaberi til at bringe en af vore reneste Almuedialekter i en ordentlig Form sammenholdt med vort Oldsprog, istedetfor som nu skjændigen at forhuttle og sammenjaske vore Dialekter i vild Uorden. Man vilde da, ved en kritisk Sondring og Sammenligning, og ved at etablere en konstant Orthographie[2], kunne opstille et for hele Norge fælles Talesprog, blot med enkelte Afvigelser i Udtalen hos de forskjellige Egne. Havde man nu først faaet dette bragt i ordentligt System, kunde man skrive deri, ligesom Franskmændene skrive Provençalsk, Tydskerne Alemannisk-schweitzersk o. fl., og hvo der havde Lyst dertil, kunde bruge det som bestandigt Skriftsprog. Naar man da fik en i dette Sprog skreven Bog i Hænde, vidste man strax, hvad man
- ↑ F. Ex. den Regel, der i vort Sprog ingensteds har hjemme, hvilken Baden og Nissen finde for godt at opstille, nemlig, at man istedetfor pron. poss. „sin“ og pron. pers. reflex. „sig“ skal sætte „deres“ og „dem“, hvor de referere sig til Pluraler. Det maa kanskee være saaledes Skik og Brug i Danmark: vi Norske sige derimod stedse i daglig Tale „sin“ og „sig“, og have heri fuldkommen Medhold af Oldsproget, der overalt bruger disse Former. — Andre slige Exempler ere Regelerne om det understøttende n og om Nødvendigheden af enkelt Endekonsonant, hvilke begge ere lige ugrundede.
- ↑ Naar man f. Ex. vedtog at skrive de Konsonanter, der oprindelig fandtes i Sproget, men siden formedelst en Skjødesløshed i Udtalen ikke altid høres, f. Ex. d, g, n, altsaa en „Lid“, en „Tidur“ (oldn. þidurr), „Rid“ (Paroxysme, oldnorsk hrið), en „Dag“, „heiman“, „undan“, istedetfor Li, Tiur, Ri, Da, heima, unda, o. s. v. Ligesaa „au“ stedse istedetfor det unorske ou, som Ukyndige bruge, f. Ex. Augun, Graut, — istedetfor Ougun, Grout; „tj“ og ,hj“ istf. kj, f. Ex. „Tjern“ (Indsø, oldn. tjörn) istf. Kjern; „Thjostolv“ (oldn. Þjostólfr) istf. Kjøstolv, o. s. v.
