in, heiðin)? Ingen Hensyn tages til de gamle Ords Retskrivning; man finder saaledes endogsaa „unna“, istedetfor „under“.
Man burde da og skrive „Barna" istedetfor „Børnene“, „Auga“ istedetfor „Øinene“, „ova“ istedetfor „oven“, „Da“ for „Dag“, da man ved nøiere Sammenligning mellem det ældre og nuværende Sprog vil finde, at Endelsen in, der bruges baade som Hunkjøns- og Intetkjøns-Udgang ved den bestemte postpositive Artikel (f. Ex. konan, bruðrin, stundin, gjörðin, augun, börnin) konseqvent hos den laveste Pøbel i de mere fordærvede Egne er bleven til „a“, f. Ex. Kona, Brudra, Stunda, Auga, Barna; og at det nyere Talesprog især udmerker sig ved at udelade Endekonsonanterne, fornemmelig d, g og n. Men heri bestaaer just disse Sprogfordærveres Inkonseqvents, at de følge en Afledningsmaade i eet Øieblik, medens de i et andet aldeles ikke synes at kjende dertil.
Ikke mindre Inkonseqvents og Ukyndighed med vort Sprogs Natur vises ogsaa i Sammensætning af Ord. Saaledes sammensættes norske og tydske Ord, f. Ex. „steinskandse, udbilde“; Infinitiver bruges uforandrede til substantiviske Sammensætninger, f. Ex. „Huusgavne". Man kunde da og sige „Huusbygge“, „Overeensstemme“, istedetfor „Huusbygning“, „Overeensstemmelse“. Desuden dannes aldeles nye og hidtil uhørte Ord, hvori især Hr. Wergeland extravagerer. Hvad skal man vel sige om Ord som „Sprudslesly, Ordbladerasel, Tankeqvisteqvasl, Luepill“? De ere næppe forstaaelige for en enkelt Liebhaber, endsige for et heelt Land; hvad det først anførte Exempel angaaer, da er det vel blot Forfatteren selv, som kjender Betydningen deraf.
I Talemaader og Vendinger troe DHrr. Sprogflikkere ogsaa at kunne drive aldeles frit Spil. Vel vare vore Forfædre i sine Digte regelløse med Hensyn til Ordenes Konstruktion, men deres Øren taalte det, deres Versebygning var afpasset derefter, og de havde strengere grammatiske Former, som gjorde Meningen tydelig. Hvad de fandt Tilladeligt, ja Smukt, vilde nu vække vor høieste Afsmag. Ikke saa tænker f. Ex. Hr. Wergeland. Han vil, som det lader til, have samme Frihed, som Hine, til at opstille Ordene, ligesom de paa særskilte Stykker Papir vare rystede ud af Ærmet. Exempler herpaa ere Ordføininger som: „hvis loe du“ (istf. hvis du loe), „mon hvad han mener“ (istf. hvad mon han mener);,end simpel Nar er mere“ (istf. er mere end simpel Nar) o. s. v.
Et af saamange heterogene Bestanddele og uden al Kritik
