Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 1.djvu/21

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
17

blandt Almuen i mange Dialekter, der ere det Oldnorske meget lige, men derfor og i større eller mindre Grad forskjellige fra Skriftsproget, hvilket vi maae dele med vore forrige Herrer, de Danske.

Denne Mangel er i disse Tider bleven hos Flere saameget mere følelig, som man pleier at tillægge Alt, endog langt ubetydeligere Ting, en politisk Betydning. Man har derfor paa flere Maader søgt at afhjælpe den. For nogle Aar siden, og tildeels ogsaa endnu, skete dette ved at kalde Skriftsproget Norsk: man holdt nemlig for, at da Sproget var fælles, have de Danske ei mere Ret til at tilegne sig det, end vi; hvilket gav Anledning til mangfoldige Trætter, og Kampen synes endnu aldeles ikke at være udfægtet. Andre have senerehen indseet, at Danernes Paastand, naar de vindicere sig Sproget, har meget for sig, eller at Sagen idetmindste er saa uvis, at man gjør bedst i at lade al Strid derom fare; imidlertid fandt man det yderst føleligt at give Slip paa et saadant Nationalmerke, og endelig forsøgte man at norvagisere eller fornorske vort Skriftsprog, i det Haab, tilsidst at kunne drive det dertil, at vi kunne siges at have et eget, virkeligt norsk Sprog.

De Grunde, disse Sprogreformatorer almindeligviis anføre for sin Fremgangsmaade, kunne vel ved et flygtigt Øiekast synes ret antagelige, men ville ved nøiere Betragtning skjønnes at være af saare liden Værd. De opstille, som ovenfor anført, Besiddelsen af et eget norsk Sprog som Betingelsen for sand Nationalitet, og paastaae, at man ved at bruge en fremmed Nations Sprog ligesom føres i Ledebaand af denne. Hertil kommer den Lyst, som er Enhver, der har været i nogensomhelst Tvang, egen: nemlig at udslette ethvert Minde om denne, og saaledes paa en Maade hovere over sine Undertrykkere. Her vil man dog snart indsee, at Nationaliteten grunder sig ikke saameget paa Sproget, som paa Indbyggernes Charakteer og Landets Natur (ja de nordamerikanske Stater vise, at endog langt mindre dertil behøves); desuden indeholder allerede vort fra Dansken saa betydelig forskjellige Talesprog et naturligt og yderst charakteristisk Særkjende; og forat det ei skal synes Udlændingen, som om vi gaae i Danernes Ledebaand, er det sandelig ikke nok, at vi have et eget Sprog: dertil udfordres Nationalskrifter, der kunne sættes ved Siden af dem, der i andre videnskabelige Lande præsteres. Forsaavidt Lyst til at udslette Mindet om fordums Tvang hist og her kunde begun-