HANDEL
i
0
G
MARK
E
D
E
R
til nogen tætbebyggelse paa bestemte steder (ved havner el. 1.) som kan ha dannet grundlaget for senere tiders byer. Bare det at befolkningen var saa faatallig, 1 gjør det umulig at tænke sig noget slikt, og hele denne handel har sikkert hat et sterkt præg av tilfældighet. En noget anden karakter faar handelen i jernalderen, navnlig fra tiden omkring Kristi fødsel av og utover, den saakaldte »romerske jernalder«. Forbindelsen med romerriket sætter da sit stempel paa hele den norrøne kultur. Romerske saker eller efterligninger av dem forekommer i om trent hvert eneste fund; romerske kjøbmænd naar saa langt nord som ialfald til Danmark og Sydsverige. Hvor stor økonomisk betydning denne forbindelsen hadde, kan man maale av en slik omstændighet som at nordboernes vegtsystem tydeligvis er laant fra romerne, eller av et ord som eyrir (latinsk aureus,2 en guldmynt). Derimot er det meget uvisst om denne handelen foregik direkte mellem nordmænd og romerske kjøb mænd. lalfald er neppe hverken romerske kjøbmænd kommet til Norge med sine varer eller har nordmænd været paa forretningsreiser til romer riket. Det sandsynligste er vel enten at denne handel har foregaat gjen nem tyske eller danske mellemmænd, eller at de har møttes paa store markeder3 i Tyskland eller Neder]åndene eller Danmark. Efter den »romerske jernalder« følger folkevandringstiden, hvor sam færdslen mellem Norden og sydligere land blir endnu mere intens. Nu foregik den imidlertid i andre former end tidligere; det blev mere krig og mindre handel, og navnlig er den romerske aktivhandel mot nord svundet ind eller kanske rent forsvundet. Derimot seiler nu norrøne skib til frem mede land, sydover til Danmark og Tyskland, vestover til England og vel ikke bare paa krigertog, men ogsaa for at drive handel. I den føl gende tid, mellemjernalderen, fra det 6. til det 8. aarh., tar disse for
1 I sin fantasifulde og fængslende, men litet kritiske bok, »Oldfundene og Norges folke mængde i forhistoriske tider« (Kria. 1908) kalkulerer Amund Helland hele Norges befolk ning ved slutten av stenalderen (ca. 1700 aar f. Kr.) til 2500, midt 1 bronsealderen (800 f. Kr.) til 4700, ved begyndelsen av ældre jernalder (400 f. Kr.) til 9000, ved Kristi fødsel til 17 400. Det kan gjøres alvorlige indvendinger mot disse tal, saa alvorlige at mange har ment, de er rent værdiløse; men for mig staar det, som om de dog gir vor historiske fantasi visse holde punkter. Det er ikke helt uten værdi, naar vi kan tænke os, at Norge i den senere del av stenalderen var omtrent saa tæt befolket som Grønland nu, midt i yngre jernalder som Fin marken nu eller paa Olav den helliges tid som Island nu. 2 Romernes guldmynt, som igjen stammer fra persernes, hadde alt den samme størrelsen som middelalderens og nutidens normale guldmynt (Dukat, Florin, Gylden, Louisdor, Pund Sterling). 3 Ordet marked (marknad) er latin (mercatus); men om tingens ælde i Norden har vi ingen viden utover det vi kan komme til ved almindelige fornuftslutninger. Det arkeologiske materialet lar os helt i stikken; først fra vikingetiden av har vi nogenlunde sikre markeds fund (Birka i Sverige, Hedeby i Danmark, Veey og Skiringssal i Norge).
3
