som jeg kjendte brød ind over os alle efter korte Opsving i Slutten af Aarhundredet, og jeg besluttede uforsagt at give mig i Kast med Wienercongressen.
I tre—fire Aar — fra 1895 til 1898 — fik jeg da fra Universitetsbibliotheket, hvor de var utroligt snille og hjælpsomme, alt, hvad jeg i min Ensomhed og paa egen Haand kunde finde i Katalogerne, og jeg begynte at læse. Jeg har bestemt mig til, at jeg ikke vil nævne Bøger eller citere Kilder, men kun fortælle, hvorledes det gik med mine historiske Studier, og hvad Udbyttet blev.
Det gik nemlig saa, at tiltrods for min Plan, blev det mig efterhvert umuligt at læse Reaktionens Historie fremover fra Wienercongressen til idag. Det var, somom alt, hvad jeg fik fat i, svingede om noget, som laa bagenfor. Jeg kom ikke et Skridt fremover; men jeg nødtes til at følge med i den Ring, hvori alt bevægede sig: Mennesker og Tanker. Jeg vilde af al Magt fremover fra mit Udgangspunkt, men jeg maatte enten jeg vilde eller ikke vende mine Øjne did, hvorhen alle saa; og tilsidst saa ogsaa jeg bare den ene lille Mand med korslagte Arme og Hatten paatvers; jeg kastede alt andet og tog fat paa Napoleon, som jeg udtryk--
