Den betingende Conjunction ef eller if, om, dersom, har i beslægtede Sprog fölgende Former: hindui: जौ, ǵau जो, ǵo जब्, ǵab जबै, ǵabaj — Garcin de Tassy, Rudiments de la langue hindouie, p. 57 —; hindustansk: ǵab῾i, ǵab, kab og gó; begalsk: ǵabé eller ǵavé; gotisk: ibai eller jabai; angelsachsisk gif; engelsk if; engelske Dialecter: gef, gife, — Halliwell, Dictionary of archaic and provincial words —; skotske Dialecter: geif, gefe, gewe — Jamieson, scottish Dictionary —; oldhöitydsk: ibu, ipu, upi, ubi, ube, oba; tydsk ob; græsk εἰ; oldpreussisk ikai; slovenisk ako; lettisk ja; litthausik jéy.
Den blotte Sammenstilling af disse Synonymer vækker Formodning om en fælleds Oprindelse. Noget Forsög paa at bevise en saadan har jeg dog ikke nogensteds antruffet, ligesaalidt som en udförlig Sammenstillen af dem. Grimm har i sin deutsche Grammatik 3ter Th. S. 283 flg. sammenstillet saamange af dem, som höre til de germaniske Sprog, men berörer ikke de övrige, og yttrer heller ikke nogen Formening om deres Oprindelse. Jeg vil derfor forsöge at paavise denne. Naar man betænker Partiklers sædvanlige Tilböielighed til Afslibning og Forkortelse, maa man antage, at de udförligste af ovenstaaende Former ligge Oprindelsen nærmest; og, naar man dernæst tager i Betragtning, at en Mængde Partikler ere af pronominal Oprindelse, vil man næppe miskjende Ligheden mellem det got. jabai, hinduiske ǵabaj, hindustanske ǵab῾i, beng. ǵabé med sanskr. याभिः, jáb῾iḣ ell. jab῾is, instrumental plural. m. & f. og याभ्यः: jáb῾jaḣ ell. jáb῾jas, dativ plural af pron. relat. Hvad Bogstavovergangene betræffer, da bliver sanskr. य, j, i de indiske Döttresprog sædvanligen til ज, ǵ og b῾ = bh kaster deels Aspiranten bort og bliver til b, v, u ell. i Forening med foregaaende a til o, deels Labialen, saa at Aspiraten alene bliver tilbage. I förste Tilfælde ere de fleste af de opregnede Synonymer, i sidste det oldpreus. ikai og slov. ako, saafremt de medrette kunne ansees at v're af samme Oprindelse. Instrumentalendelsen भिः, b῾is gaaer i al Fald allerede i Prakrit regelmæssig over til हि, hi eller हिं, hiṁ — Lassen, Istit. ling. pracr. p. 310 — og h forhærdes ved Sprogovergange ofte til k. Det lett. ja, som har tabt hele Felxionsendelsen, sees dog oprindeligen at have havt den, da den i det sammensatte Ord jabšu, omendskjönt, antydes ved den bibeholdte Labial. Det græske εὶ bærer ogsaa ringe Spor af sin Oprindelse, og dog er denne saagodtsom den eneste af de opregnede Former, der, saavidt jeg veed, har været Gjenstand for etymologisk Analyse. Bopp har saaledes — vergl. Grammatik, S. 376 og 556 — udledet dette og the lith. jéy af sanskr. यदि, jadi, naar, om, hvilket staaer i kjendelig Forbindelse med pron. rel.; og han mener, at det er fremkommet ved at ud-
