delse ligger nærmere. Heraf lader det sig ogsaa forklare, at det tilsvarende Pronomen ið i det Færöiske bruges som Relativ og det, skjönt oprindelig neut. gen. sing., i alle Genera og begge Numeri f. Ex.
Høyri tað Mylint ríki,
ið ætlar at gera ille d. e.
Hör det, du Myling rige,
som har i Sinde at gjöre ilde —
Ólvu Kvæði, 59 — i Antiqvarisk Tidsskrift 1846—48. S. 289 —.
hvàrer Oluva drottning min
ið ey fekk tàr at goyma d. e.
hvor er Olufa min Dronning,
som jeg overgav dig til Bevogtning? — ibid. Str. 78.
allir teir, ið inni vóru,
bliknaðu tà um kinn d. e.
alle de, som inde vare,
blegnede da paa Kind — ib. Str. 166.
Landrus vàr komin firi heygin tann,
ið hans là móðir i dvàli. d. e.
L. var kommen til den Höi,
hvor hans Moder laae i Dvale — ib. Str. 146.
Den sammenlignende Conjunction enn, end, (qvam) er formeentlig en forstenet Accusativform af det relat. Pronomen es, = यं, jaṅ eller jaṁ accus. af यः jas, ligesom qvam af qui. I flere beslægtede Sprog er den tilsvarende Conjunction af relativ Oprindelse. Saaledes det græske η, der af Benfey — l. c. l. S. 400 — af gode Grunde unsees for svarende til sanskr. यया, jajá, Instrumentalis af pron. relat. Til det lat. qvam slutte sig de romaniske Sprog, franske que, italiensk che, spansk que.
Det angelsascsiske þon og engelske than, oprindelig Accus. af det demonstrat. Pron. = sanskr. तं, taṅ, er analogt med den relative Brug af that.
