hvis Yttringer Sprogphænomenerne ere, saa vil deres Værk ved sit indre Værd tiltvinge sig Anerkjendelse, om det end som alt Menneskehet kan have sine Mangler. Her er ikke Spörgsmaal om at lægge Sproget i Lænker, der skulde hindre dets Udvikling. Ordbogen har kun til Formaal at tjene til Forraadskammer for Sproget, som det er, og som enhver Skribent, der ei gaaer udenfor de Begreber, som i Sproget have fundet sine Betegnelser, gjör klogest i at benytte, for at blive forstaaet. Grammatiken (Orddannelseslæren deri indbefattet) er den belivende Aand, som ikke alene gjör Brug af Forraadet, men ogsaa foröger det, hvor fornödent gjöres. Den med Sprogets Aand fortrolige Skribent vil, naar han trænger til Udtryk for en Begrebsnuance, som ikke hidtil er bleven betegnet, uhindret af Ordbogens Taushed, vide af Grundbegrebets Rodord at udvikle en Ordform, som uden tilföiet Forklaring i Folkets Bevidsthed finder sin Tolk, og som hjemler sig Adgang til Ordbogen ligesaa snart som Hensigtsmæssigheden bliver erkjendt.
En norsk Ordbog er altsaa det Middel, jeg anseer tjenligst til at forebygge den Sprogforvirring, som endog en nær Fremtid turde föde af sig, dersom ingen Forholdsregler gribes til at tilfredsstille billige Fordringer til nogen Forandring i det Bestaaende.
Jeg kommer nu til at tale om de Principer, hvorpaa Udarbeidelsen maatte være baseret. Disse maatte nærmest have Hensyn til Ordenes Valg, Form og Orden.
1) Hvad Valget af Ord betræffer, da vil man af det Ovenanförte see, at jeg formener, man bör holde sig saa nær til det Bestaaende som muligt, og ikke udsondre andre Ord end de, som ved Sammenligning mellem Dialec-
